Tilbage i ferielandet efter 10 dage i sommerhus

denmark
Jeg landede i Spanien i nat, en smule forsinket, sammen med børneflokken. Det har været 10 rigtig gode dage i Danmark, hvor vi heldigvis var ret heldige med vejret. Ironisk nok havde de haft 3 dage i træk med byger i Spanien, den ene morgen var det ret heftigt. Jeg går altid og sukker efter lidt regn i Spanien og min kæreste havde gået og drillet mig med at vi skulle op til dårligt vejr i Danmark, men det blev næsten omvendt.

Som tidligere nævnt brugte vi alle 10 dage i sommerhus i Nordsjælland. Den ro der var sammen naturen omkring os var perfekt for mig, i Spanien nyder jeg nemlig også roen og naturen. En enkelt dag var jeg et smut i København med ældstebarnet, men jeg var faktisk ikke så begejstret. Der var for mange mennesker og det virkede for hektisk og et sted som Kongens Nytorv er stadigvæk ikke særligt kønt pga. Metrobyggeriet. Jeg har nok kastet min kærlighed lidt for meget på andre storbyer, som fx. Madrid fordi det er lidt hjemmevant og især Düsseldorf fordi byen er så grøn og hyggelig og alt er i overkommelig gåafstand. Det er i øvrigt blevet et perfekt getaway for kæresten og jeg, hvis vi altså har tid og mulighed for at smutte på forlænget weekend.

Nåh men ferielivet er snart slut, dog har vi allerede en pause fra hverdagen i midten af oktober, hvor noget af min familie så kommer på besøg hernede. Det bliver hyggeligt, for man ved jo ellers aldrig lige hvornår man kan se familien, så når muligheden byder sig den ene eller den anden vej, er det helt perfekt.

Nu vil jeg forsætte med mine mange praktiske gøremål på denne søndag, hvor jeg hellere bare ville være lidt sløv, efter alt for lidt søvn i nat.

Ferie i Danmark

danmark
Jeg har været i Danmark med børneflokken siden torsdag og det er gået virkeligt godt. Først og fremmest har vi jo været super heldige med vejret, hvilket har betydet at vi har kunne opholde os rigtig meget udendørs i sommerhusets have, samt gå ture til stranden. Jeg har nydt at komme væk fra varmen og temperaturen som den er nu her i Danmark, er ret perfekt for mig. Samtidigt dufter her allerede lidt af efterår når vi når ud på aftentimerne, så jeg suger alle de gode indtryk til mig.

Jeg har gået længere end jeg plejer, sovet længere tid end jeg plejer, ikke fordi jeg sover længe, men fordi jeg kan finde ud af at gå i seng til en fornuftig tid. Jeg har læst mere og har haft mere offline tid, alt i alt har jeg været rigtig god til at koble af og lave mere af det jeg burde derhjemme – altså dyrke mere motion, sove mere fornuftigt og ikke været så meget online, hvilket jeg mest af alt er grundet mit arbejde.

Varmen i Spanien har drænet mig for energi, jeg følte mig ekstra træt, ugidelig og ikke mindst svedig det meste af dagen, jeg har vitterligt gået og glædet mig til efterår, mest af alt grundet de lavere temperaturer der venter, så jeg kan komme ovenpå og få følelsen af at jeg er mig selv igen. Den lille pause jeg har taget nordpå har allerede givet mig ny energi og nyt mod på dagligdagen, jeg er klar til at tage fat igen når jeg er tilbage, både når det gælder arbejde og det at hanke lidt op i mig selv og leve sundere. Det har nemlig også spillet en rolle at jeg har fået nogle nye bøger jeg har læse i og jeg derfor nu føler mig meget klogere – det skal jeg nok fortælle mere om.

Men lige pt. lever jeg ikke så super sundt og i aften står den altså på pizza, men hvis ikke jeg skulle synde lidt når jeg er i Danmark, hvor der er fyldt med fristelser, hvornår skulle jeg så?

Vi skal på sommerferie i Danmark

sommerferieOg denne gang bliver det i samlet folk og ikke opdelt i to hold, ligesom sidste sommer hvor jeg både var afsted i juni og august, først med drengene og derefter med pigerne. Kæresten skal ikke med, han har rigeligt arbejde at passe i Spanien, derfor kommer hele vores ophold også til at være i sommerhuset hos min mor og hendes mand. Så det bliver dansk sommerferie for alle pengene! Deres sommerhus ligger i Nordsjælland ikke så forfærdeligt langt fra havet, så det bliver helt sikkert til mange gåture derned, mens vi nyder de skønne grønne omgivelser.

Nedtællingen til afrejse er for længst begyndt, min datter på 10 har lavet en kalender hvor hun krydser dage af og dagligt fortæller hvor mange der nu er tilbage. Vi skal først afsted i august, så ventetiden er lidt lang endnu, men vi stikker altså af herfra på det bedste tidspunkt, når her er aller varmest og man er ved at være lidt mættet af det.

Jeg har lyst til allerede at lave pakkeliste, men endnu vigtigere indkøbsliste, jeg plejer altid at skulle have en masse med retur. Indtil videre har jeg købt plads til én kuffert med retur, men overvejer at bestille plads til en mere. Og så er der jo også lige alle de ting jeg nok skal nå at spise mens jeg er i DK, har tidligere postet en liste på bloggen, må nok også hellere huske de gode gummisko til lange gåture, for jeg skal altså ud og forbrænde alle de kalorier jeg ikke holder mig tilbage for at indtage.

På kæresteweekend

Dusseldorf_14_
Jeg løb stærkt onsdag og torsdag for at kunne nå det hele inden jeg skulle sætte mig på et fly fredag morgen mod Düsseldorf. Der skulle jeg mødes med kæresten, som havde et enkelt forretningsmøde og derefter skulle vi bare nyde tosomheden sammen. I går lavede vi faktisk ikke det store, vi drak en kaffe, spiste let frokost for derefter at tage på hotellet og nappe en lidt for lang middagslur. Men vi var begge trætte eftersom vi ikke havde fået meget søvn dagene forinden. Vi stod kun op for lige at spise aftensmad på hotellet, for så at vende retur til værelset.

I dag bliver så en mere aktiv dag. Vi har været relativt tidligt oppe og har planer om at gå ind til byen langs Rhinen. Alene gåturen glæder jeg mig til, Düsseldorf er sådan en fin by og her er meget grønt. Jeg elsker naturen i Spanien, men der er altså noget særligt over græs og de kæmpe grønne træer her på Königsallee. Jeg forestiller mig at vi bruger en del timer i byen på at kigge i butikker, drikke mere kaffe og spise frokost inden vi tager mod hotellet igen.

Det er virkeligt rart at være her også selvom jeg ikke har haft følelsen af “puha hvor trængte jeg til at komme væk” eller “jeg havde brug for en pause fra hverdagen”. Nogle gange kan jeg godt føle at jeg ser mange af de samme mennesker hver dag, men så kunne jeg bare bruge weekenden hjemme eller køre til en anden by. Og jeg er så god til at passe på mig selv, så jeg ikke behøver pauser fra det hele.

Jeg ser mest af alt turen som en mulighed for at have kæresten for mig selv, altså i forhold til hans venner og ansatte. Muligheden for at spise god mad (vi kommer de samme få steder derhjemme) og så shopping, eller i det mindste bare kigge i en masse butikker vi ikke er vant til at komme i. Jeg har været i Düsseldorf en del gange efterhånden og jeg elsker at vende tilbage hertil, det er sådan et sted jeg føler at jeg kan få ladet batterierne op, hvis jeg har brug for det.

Små glimt fra sommerlandet

sommerlandet_1 sommerlandet_2 sommerlandet_3 sommerlandet_5 sommerlandet_4 sommerlandet_6 sommerlandet_7
I dag vender jeg snuden hjem mod varme Spanien, efter nogle feriedage i Danmark. Det har været hyggeligt, dog ikke helt så afslappende, jeg har nemlig gået en del for at forbrænde nogle af de mange kalorier der er røget indenbords. Det er altså svært at lade være med at spise ting man nød før i tiden, så jeg er ærligt talt spændt på hvad vægten viser når jeg er retur. Jeg var igang med et vægttab, som sikkert har været sat i stå, men jeg ville altså ikke stå tilbage for at spise lækkerier.

Her over weekenden har den bl.a. stået på gåture til stranden, jordbærplukning, bagning af pandekager over bål og indtagelse af rabarbergrød. Lige ud over strandturen, så ville de andre ting ikke helt være mulige i Spanien. Jordbærplanter har vi ingen af og der er heller ingen steder vi kan tage hen for at plukke. Bål er strengt forbudt helt frem til engang i oktober fordi brandfaren er så stor. Og rabarber er umuligt at opdrive i frisk udgave og det er ej heller nemt at finde dem frosne.

Selvom det var en kort fornøjelse i Danmark, så har det været godt og jeg tror især mine drenge har nydt en miniferie i andre omgivelser og med en hel masse underholdning sammen med familien her. Nu venter der lige en uge mere med normale hverdage i Spanien, altså hvor børnene skal i skole og så bliver der ro på helt frem til september.