Et skulderklap til mig selv

Altea_tree
Det er ikke noget jeg har gået og planlagt, eller haft i tankerne snart skulle ske. Jeg gav efter fordi min teenagesøn på snart 17, ikke gad alene – så jeg er altså startet i et fitnesscenter. I teorien har jeg slet ikke tid, men det handler vel om prioritering og om at passe lidt på sig selv engang imellem

Jeg startede i fredags og var også afsted lørdag. Jeg gør det både for sønnens skyld, fordi min krop godt kunne trænge til at blive strammet lidt op og så er det måske også godt for hjernen, ikke for at stresse af, men mere for at få afløb for nogle frustrationer.

Jeg har ikke sat et egentligt mål med træningen, kunne jeg tabe mig 3-4 kilo for at komme under de 70 kg. ville jeg blive rigtig glad. Og at få strammet lidt op her og der ville heller ikke være dårligt, så jeg finder det mere bekvemt når jeg engang skal hoppe i sommertøjet. Måske får jeg instruktøren til at lave en plan til mig, men jeg har ikke besluttet mig endnu. Vigtigst af alt er at jeg kommer afsted, det i sig selv er en kæmpe bedrift og tilfredsstillelsen for hver gang det lykkes, er enorm!

Jeg burde træne i dag, men fordi de har helligdag her, er der kun åbent fra 10-14 og det passer dårlig med det arbejde jeg skal nå. Så enten bliver det til en lang gåtur om eftermiddagen, eller også napper jeg træning i morgen.

Jeg skal nok snart pakke mine strik væk

Dagens_260218_ Dagens_260218
I de få dage jeg var bortrejst i sidste uge og fik oplevet vinter med lidt sne og is, nåede foråret at snige sig lidt mere ind på os hernede og det varer nok ikke længe før jeg skal pakke strikbluserne væk. Det gør bestemt ikke noget, jeg er stor fan af forår og kan godt undvære mine stik for en stund, dog er jeg glad for at jeg har kunne nyde at bruge et af mine udsalgskøb fra Custommade, som jeg faktisk bloggede om her. Jeg elsker mine strik, men glæder mig mest af alt til at pakke dem væk fordi de tager så meget plads og så er lune dage altså en hel del bedre.

Denne uge har jeg en hel del på programmet, men det er alle ting som skal afsluttes og derfor satser jeg på at føle mig helt lettet når ugen er slut, fordi jeg har fået styr på en masse ting. Jeg sigter direkte mod en påskeferie, som jeg satser på bliver vældig rar, fordi jeg får mulighed for at slappe lidt af og ikke skal nå at indhente en hulens masse.

Noget om at fokusere på det positive, i stedet for det negative

Jeg kom hurtigt ud af min mandagsmission-rytme og det er ikke fordi at jeg mangler idéer til mandagsmissioner, men simpelthen fordi jeg ved at nærmest uanset hvad jeg kaster mig ud i, vil jeg ikke kunne fuldføre det, jeg har ikke overskuddet til at fokusere på den slags pt. Missionen som jeg startede på for nogle uger siden, med at rydde op på computer, afmelde nyhedsbreve osv. er jeg faktisk stadig i gang med.

Men lige nu ligger mit fokus dog et lidt andet sted, jeg har fundet ud af at det er en nødvendighed for mit velbefindende. Indtil jeg ændrede tankegang kunne jeg blive utroligt frustreret over alt det jeg ikke nåede, ikke stresset fordi der var meget jeg skulle ordne, men frustreret, når jeg slet ikke fik gjort nok. Men min frustration, der bare fører til dårligt humør og en del selvmedlidenhed kan jeg ikke bruge til noget, så for snart et par uger siden besluttede jeg mig for at tænke anderledes. Jeg vil hellere glæde mig over de få ting jeg rent faktisk får gjort, end at blive frustreret over alt det jeg ikke får gjort. Hellere klappe mig selv på skulderen fordi “hey, nu fik jeg endelig smidt de der visne blomster ud”, end at gå og surmule over jeg ikke fik købt nye blomster, nullermændene har en fest osv. osv.

Jeg kan allerede mærke at det går langt bedre sådan. Jeg har opgivet at skrive to-do liste, for er sgu bange for at jeg aldrig bliver helt færdig, så hellere skrive 4-5 ting ned på en “jeg bliver vildt glad hvis jeg får gjort det her indenfor et par dage”-liste. Jeg er sikker på at jeg nok skal nå det hele i sidste ende og Påsken ender altid med at blive min redning når jeg erkender, at jeg ikke nåede alt det jeg gerne ville de første måneder i det nye år.

Weekenden er nær, jeg er pt. i Düsseldorf grundet noget arbejde, men rejser hjem senere i dag. Et par dage væk fra reden, gør jo at jeg kommer yderligere bagud med nogle ting, men så har jeg kunne nå noget arbejde jeg normalt udskyder. Langt om længe ser det ud til weekenden kommer til at stå i forårets tegn og det betyder normalt, at jeg er fyldt med energi, så jeg satser på at det får et positivt udfald når det gælder lidt motion og generel oprydning og udsmidning.

Søndage skal nydes

Sunday-1
Sunday-2
Sunday-3Sunday-4
Sunday-5
Det har været en hæsblæsende tid siden mit sidste indlæg halvanden uge tilbage. Lige her og nu, føler jeg at det er muligt at stoppe og op vejret, som på så mange andre søndage. Jeg værdsætter virkeligt mine søndage og prøver at lade batterierne op og få det bedste ud af dagen.

Tidligt i morges før solen stod op kørte jeg kæresten til lufthavnen og da jeg kørte retur var solen begyndt at stå op. Jeg kørte ikke direkte hjem, men stoppede i byen Albir, tømte bilen for alt muligt der efterhånden var blev opmagasineret, købte en kop kaffe og satte mig på en bænk for at nyde sol og fuglesang (som jeg også delte på min instastory). Som altid tog jeg på marked for at købe blomster og bare suge indtryk til mig, synet og duften af frugt, grønt og blomster, er altså en virkelig rar måde at lade op på og så gik jeg en tur og nød omgivelserne. Appelsintræer med bjerglandskab i baggrunden og havet er altså ikke sådan at kimse af. Jeg gjorde mig virkelig umage i bare at nyde og værdsætte de små ting, fordi jeg godt kan glemme det i en hektisk hverdag.

Jeg føler mig klar til mandag, særligt fordi, det kommer til at blive en dag med fuld sol og så har jeg sgu ikke noget at brokke mig over, når det ikke er mig der skal pakke mig fuldstændig ind grundet sibirisk kulde, ej hvor er det tarveligt at det kommer til DK nu! Men sådan synes jeg bare at det er hver vinter, sne eller kulde skal altid lige vise sig, bedst som man tror at det er ved at være tid til forår.

Den ultimative blå hættetrøje…

BMB_hoodie
…det kan den bløde sag herover godt ryge ind i kategorien som. Det var kærlighed ved første blik, da jeg i sin tid spottede den på By Malene Birgers webshop, men jeg havde bestemt ikke mod på at klikke den hjem til den fulde pris, for billig var den ikke! Jeg besluttede mig for, at kunne jeg nappe den under udsalget, så slog jeg til og det skete altså for nogle uger siden, da den blev sat ned med 50%. Den er så skøn, blød, fluffy og rummelig, og den kan nemt komme til at agere overtøj, på dage hvor det ikke er så koldt eller vådt, at jeg er nødt til at have yderligere tøj ud over.

Jeg har i mange år rigtig godt kunne lide de ting By Malene Birger laver, særligt tørklæderne har jeg haft en svaghed for, men hættetrøjen her er der egentligt ikke så meget BMB over og så alligevel jo, for når der nu endelig skal laves en hættetrøje, så skal det selvfølgelig være en omgang luksusfluff, i en skøn blå farve <3