Nelly White Label, Perla

Jeg har i meget lang tid gerne ville eje et par wedges, hvor resten af skoen lignede en alm. stilet, jeg har også holdt øje men er bare ikke faldet over det perfekte par. Det gjorde jeg så for et par uger siden, et pænt par i ordentlig kvalitet og så til en rigtig god pris! De er fra Nelly White Label og var sat ned med 50% til 299 kr og da jeg så havde et værdibevis på 300 kr jeg kun havde betalt 100 kr. så endte skoene med at blive ret billige og så er de endda i læder og ruskind. Jeg havde dem på i går og de sad fint på foden, så det er et af de gode køb.

De fås her i sort og her i rød.

WorkWear 27*02*12

Mine “bukserperioder” har altid været ret afvekslende, enten har jeg udelukkende gået i pæne bukser med pressefold eller også har den stået på jeans, som her på det seneste. Faktisk er det flere år siden jeg har ejet et par pæne sorte bukser, men jeg har savnet dem, særligt som arbejdsbukser og min mand har også flere gange ytret ønske om at jeg købte nogle. Så i går tog jeg direkte til Vero Moda, som er den highstreet butik hvor jeg altid kan finde pæne bukser der passer til min bygning og da jeg fandt nogle bukser da sad som de skulle, købte jeg to par.

Det er ikke særligt nemt at gengive sort tøj på billeder, så jeg må gøre et forsøg igen snarest i et bedre lys. Skoene er også nye, et godt køb hos Nelly og derfor får de deres eget indlæg i morgen.

Jakken er fra GIVe, jeg købte den billigt online sammen med en del andre ting for godt og vel 1.5 år siden, men siden lukkede kort efter ned – desværre, for man fik ret god kvalitet for pengene når udsalgsslutspurten var igang!

På trods af det ret faktisk er mandag og vejret ikke har været særligt heldigt, så har jeg haft en rigtig dejlig dag, bare fordi alt er kørt som smurt – jeg håber resten af ugen forløber lige så godt!

Visiting Gardenia & Shoe Biz

For et par uger siden tikkede en mail ind i min indbakke fra Gardenia og Shoe Biz, jeg troede faktisk ikke det ville fange min interesse, men det gjorde det! Der var bl.a et par støvler der var lige i øjet i forhold til min stil og da muligheden bød sig for at besøge deres showroom, gjorde vi det. Som jeg har skrevet tidligere, hvis jeg kan komme ud at se tingene med egne øjne vil jeg helst det og det kunne jo være at jeg opdagede andre spændende ting.
Favoritten var desværre udlånt, men der var en masse andet at kigge på og så fik vi lidt historie med om firmaet samtidigt.

Støvlerne her er et par af forårsmodellerne fra Gardenia til 1.499,- pr. par. Til efteråret kommer de formentligt med et længere skaft. Støvlen til højre er som I kan se favoritten, jeg kan godt lide mixet af to materialer og så ville jeg faktisk ikke have gættet på at det var en Gardenia model, så dejligt at blive positivt overrasket.

Jeg fandt også denne beige sko interessant, jeg har meget få lyse sko i min samling – men det ville nu ikke være dårligt med sådan et par sko med perforeret læder, så der kan komme lidt luft til fødderne på varme sommerdage og det giver også skoen et mere “let udtryk”. Prisen på denne er 699,- og det er bestemt ikke utænkeligt at jeg kunne finde på at købe et par!

Og så var der loafers fra Shoe Biz, både med orange, rødt og hvidt broderi, jeg er mest blot til sort/hvidt og især de forreste på billedet kan jeg godt lide – jeg er også ret sikker på at de sidder dejligt på fødderne. Jeg har faktisk mit første par loafers til gode, men jeg kunne godt forestille mig at jeg ender med at købe et par her til foråret.

Hvis ikke jeg ender med at få Gardenia eller Shoe Biz i skosamlingen her til foråret, så er jeg ret sikker på at det sker til efteråret. Vi fik et lille sneak peek på AW12 varerne men lovede altså at vi ikke tog billeder. Men der var både et par pæne sorte stilletter med en lille guldkant på sålen foran og så var der et par fine sorte mokkasiner med et mindre broderet mønster. Jeg har egentligt aldrig være til mokkasiner – men de var altså pæne, enkle og helt sikkert skønne at have på og jeg fik jo aldrig købt mig pæne flade støvler denne vinter, så det skal jeg i slutningen af året!

Hvilket forhold har I til Gardenia og Shoe Biz, ejer I sko derfra eller har I haft kig på nogle? Eller er det mærker I ikke har været så opmærksomme på?

Ben og fødder forårsklar…

Jeg håber at I har haft mulighed for at nyde vejret i dag, det har været lidt køligt grundet blæsten – men tilgengæld skønt at solen har skinnet så meget. Jeg benyttede det gode vejr til at til Fisketorvet, bl.a. for at købe nye (tiltrængte) bukser.

I dag besluttede jeg at det er på tide jeg så småt begynder på at gøre ben og fødder forårsklar, tåneglene har bare brug for en ny gang lak og så kan jeg lige så godt kaste mig ud i en lille omgang pedicure. Og så er det vist allerede nu jeg skal prøve at blive gode venner med selvbruneren, hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om at gå med bare ben snart, ikke i Danmark men muligvis Spanien, da vi godt kunne finde på at tage derned på forlænget påskeferie. Kaffegrumsen er til at skrubbe benene inden jeg bruger selvbruner, så jeg ikke ender med underlige plamager.

Jeg vil dog lige slumre lidt inden jeg kaster mig ud i det, jeg overvejer nemlig  at følge med i Oscar showet i nat.

Day Home

Vi har aldrig gjort det så meget i “puder i sofaen” hjemme hos os, selvom det faktisk kan være en ganske fin detalje. Vores store hvide sofa kunne faktisk godt bruge lidt pynt og måske var det derfor jeg faldt for den fineste og ikke mindst største grå pude fra Day’s Home kollektion. Jeg ved ikke hvor nemt det vil være at overtale manden til at vi burde eje et par stykker af denne, men jeg kan jo gøre et forsøg – den koster i øvrigt 599,-

Jeg kiggede også på flotte lysestager fra Day, altså dem bagerst, de forreste formoder jeg er servietringe. Da vores hjem er meget hvidt synes jeg det vil være fint med småt interiør i naturmaterialer og lysestagerne ville i hvert fald sætte lidt liv i vores enkle hvide skænk. Det er faktisk noget tid siden vi har købt nyt til boligen, men jeg kan mærke at nu hvor vi er ved at skifte årstid har jeg lyst til lidt forandring – lidt på samme måde som når man får lyst til ændringer i klædeskabet. Jeg pakker altid de tykkeste vinterbluser væk og jeg havde da heller ikke noget imod at pakke nogle af vores “nips” væk for en stund, for at få lidt nyt på banen.