Lørdags snack

Jeg havde en god lang dag i går, med gaveshopping og efterfølgende tur til barselsgangen på Hvidovre for at kigge på fin nyfødt niece – forældrene var selvfølgelig trætte så jeg var der ikke alt for længe. Efterfølgende skulle jeg handle ind til aftens madeksperimenter, jeg skulle jo have besøg af min lillebror og der var nogle ting jeg gerne ville prøve at lave efter at have spist det i Dubai, så jeg lod lillebror være prøvekanin inden jeg forsøger at servere det for manden.

I Dubai fik vi ovenviste ting serveret nogle af de gange vi var ude for at spise, faktisk var det de gange jeg var aller mest sulten og derfor sidder mindet måske bedre fast om hvor godt det egentligt smagte. Så i går lavede jeg selv hummus (baseret på kikærter), baba ganoush (baseret på auberginer) og tabouleh. Brødet var bare købt til lejligheden for det orkede jeg ikke også at begynde at bage, men ellers var det meget vellykket synes jeg selv og det er lækkert at sidde og snacke med sådan noget når man er lidt småsulten i stedet for at spise kage el. lign. Desuden er det lækre vegetarretter hvis man er til sådan noget.

Det blev ellers sent i går, frygtelig sent jeg elsker at sidde ved computeren når der er stille omkring mig og det endte faktisk også med lidt onlineshopping igen, sådan kan det jo gå ;-)

I dag står den på fødselsdag, hvor jeg skal prøve ikke at forspise mig og så håber jeg ellers at jeg klarer mig igennem dagen uden min sædvanlige “morfar” der er blevet en del af hverdagen grundet sene sengetider.

Feel Good Shopping

Jeg tillod mig at shoppe lidt i går, ikke mindst fordi jeg havde gode argumenter på hånden, for at vælge de varer. Cardiganen har jeg haft kig på engang for lang tid siden og nu var jeg heldig at finde den, oven i købet den aller sidste, så jeg er glad for at jeg slog til – den kostede mig i øvrigt kun 364 kr. Jeg vil stadig gerne have flere halskæder i min sparsomme samling og det er efterhånden længe siden jeg har købt en sidst. De mange ebay halskæde indlæg rundt omkring i blogland giver mig også endnu mere lyst til halskæde-shopping og da jeg så fandt denne fra Gestuz til 158 kr. synes jeg det var noget af et scoop og klikkede den hjem. Sidst men ikke mindst tørklædet, dem kan man i hvert fald aldrig få for mange af, det kostede mig også kun 158 kr. og var også det sidste jeg fik købt.

Jeg købte det på siden Stayhard, ikke en side jeg har shoppet på før, faktisk troede jeg ikke de havde noget interessant da jeg klikkede derind for nogle måneder siden, men da google ledte mig derind i går, i søgningen efter noget fra Gestuz opdagede jeg lidt godter, som jeg nu glæder mig til at modtage!

For lige at komme med en update på min svigerinde, så fødte hun først i morges lidt over 7, så det har været en lang fødsel! Jeg ved ikke andet end det er en pige og det var de så godt klar over i forvejen, nu skal jeg ud og købe en lille gave og blomster om lidt og så ud og hilse på. I aften kommer min lillebror på besøg igen og jeg vil lave lidt lækre snacks inden – lige nu skinner solen og jeg er bare happy, happy, det er sgu en dejlig dag!

Venter stadig…

Det var planen at jeg skulle hente min mand i lufthavnen i dag, men i går ringede han og fortalte at han var nødt til at udskyde rejsen til næste uge, da nogle ting først ville falde på plads der. Så efter at have dyrket selvmedlidenhed en times tid, sørgede jeg for at ændre flybillet og booke nyt hotel ;)

Det er lidt ærgerligt, men der er ikke så meget at gøre ved det – jeg siger også tit at det er sundt at savne og der ryger søde sms’er frem og tilbage i mellem os, som vi tit kan glemme i hverdagen. Jeg har heldigvis svigermor på som assistance og så prøver jeg bare at sørge for at hygge, her til aften blev der også bagt kage, så er trøstespisningen reddet, he he. Nu ender det nok med et par timers webshop-surfen for at se om der skulle være nogle gode tilbud jeg har overset.

Og apropos overskriften så er det ikke kun manden jeg stadig venter på, min svigerinde har stadig ikke født, men er i skrivende stund 5 cm åben, så er der 5 igen – jeg håber sådan hun er frisk på et lille besøg i morgen, det ville være en dejlig begivenhed at skulle der forbi!

Kevin Murphy Powder Puff

Hårpudder er noget jeg først stiftede bekendtskab med i 2011, jeg er glad for at jeg begyndte at bruge det, men ærgrer mig over at jeg ikke har taget det til mig noget før – for jeg er virkelig glad for den fylde det kan give mit hår på de dage hvor det har tendens til at klaske sammen.

Denne lille sag fra Kevin Murphy er den nyeste i samlingen, jeg har fået den til test fra Nicehair.dk som forhandler den til 169,-. Og den gør det den skal – giver masser af fylde til håret, den er nem at dosere og drøj i brug og det jeg også godt kan lide ved den er at håret ikke har tendens til at føles stift og tørt der hvor man bruger den. Så selvom den er lidt dyrere end andre lignende mærker på markedet, så kunne det godt blive denne der ender med altid at have en plads blandt hårprodukterne.

Og nu vi er ved Nicehair, som jeg også tippede om på Facebook i går, så er der lige pt. en MyDeal hvor man betaler 149,- men kan shoppe for 300,- hos Nicehair. Jeg benyttede mig af samme tilbud et stykke tid før jul hvilket sikrede mig en julegave til manden. Her kan man jo sikre sig en Valentines gave og give til en man holder af, uanset om det så er en kæreste, veninde eller en selv ;-)

Dagens 12*01*12

I dag kom min nye t-shirt fra Tiger of Sweden i brug, jeg er vild med printet og den løse afslappede facon. Jeg bruger efterhånden mine t-shirts så meget at jeg virkeligt er begyndt at glæde mig til at jeg kan gå rundt med bare arme! Støvlerne er er par gode favoritter fra Zara, som jeg engang købte over ebay.

Som nogle måske har læst på Twitter, så blev min svigerinde efter at være gået en dag over termin, sat i gang her tidligere i dag. Hun gik faktisk i fødsel tilbage i november, men på hospitalet fik de det heldigvis stoppet på trods af at hun var 1 cm. åben. Hun er på hospitalet nu med veer og alt efter hvor langsomt/hurtigt det går, så tror jeg at hun føder engang i nat eller imorgen tidlig. Jeg er virkelig spændt og glæder mig så meget til at se den lille pige der skal komme til verden. Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på de gange jeg er blevet mor og hvilken kæmpe oplevelse det er og nu skal min svigerinde igennem det samme :)