Det er efterhånden ved at være noget tid siden at jeg købte bogen Majas Desserter og det ærgrer mig faktisk at jeg ikke har fået prøvet nogle af opskrifterne af, for billederne ser virkeligt indbydende ud!
Her i Spanien gør de sig ikke så meget i kage, vi har heldigvis et godt konditori i området, hvor jeg kan fodre min søde tand. Men den almindelige spanske bager er godt nok tarvelig, udvalget er bestemt ikke noget at råbe hurra for og man kan lige så godt købe sit brød i supermarkedet!
Vi kan altså noget med brød og kager i Danmark og jeg er ret sikkert på, at hvis jeg begynder at diske op med nogle af de ting der er at finde i Maja Vases bog, så kommer jeg til at imponere. Selvom ingredienserne Maja bruger ikke er super avancerede, så kan jeg godt få besvær med at få fat på dem her i Spanien, derfor er min plan at finde ud af hvad jeg mangler og så købe det når jeg er i Danmark.
I øvrigt udgiver Maja Vase en ny bog engang i slutningen af september, som hedder Majas kager. Den er jeg simpelthen nødt til at eje, og hvis jeg ikke bestiller den online, er jeg så heldig at få familiebesøg i oktober, så kan de jo passende tage den med til mig.