Tag-arkiv: snack

Raw kugler med puffet quinoa

Raw1 Raw2
Det er en uge siden at jeg skrev om min ugidelighed, og den ugidelighed kom åbenbart også til at have en indflydende på bloggen. Idéerne til indlæg var der og jeg havde også lidt billeder klar, men jeg fik ikke taget mig sammen til at skrive selve indlæggene. At jeg har haft nogle meget lange arbejdsdage i løbet af ugen har sikkert også haft sin betydning. Når jeg sidder foran computeren mange timer om dagen, er det sjældent jeg har lyst til også at tænde den når jeg kommer hjem. Men weekendens pusterum, gør at jeg har lyst til at sidde ved skærmen igen.

Og så skal det handle om hvad jeg lavede sidste weekend, der kastede jeg mig nemlig ud i af prøve den første opskrift fra kogebogen Vegetar. Jeg købte egentligt Vegetar kogebogen med den tanke, at jeg nu skulle til at lave en masse lækre salater og varme retter. Men en af de første opskrifter jeg kastede mig over, er en snack! Det er måske ikke så underligt, for jeg har en ret sød tand og kan godt lide et par snacks i løbet af dagen. Det er bare ikke særligt smart at spise noget der indeholder for meget sukker, for mange kalorier, eller i det hele taget alle mulige e-numre jeg ikke ved hvad er.

Jeg valgte at lave raw barer, dog endte de ud som kugler. Opskriften og efterfølgende kommentarer til den kommer her:

Raw Barer (eller kugler)
14 stk.

1 tsk. gurkemeje
1 tsk kanel
1 nip salt
140 g solsikkekerner
100 g mandler
160 g bløde dadler uden sten
2 spsk kakaopulver
4 spsk vand
4 spsk puffet quinoa

Kom alle ingredienserne i en foodprocesser, undtagen quinoa og blend det hele godt sammen. Rør til sidst de puffede quinoa i dejen. Pres blandingen ned i en form på 20×20 cm beklædt med bagepapir og til den på køl i ca. 2 timer. Skær derefter små barer og opbevar dem i en dåse på køl. De kan holder sig ca. en uge.

Mine kommentarer: Jeg fandt hurtigt ud af at min stavblender og minihakker slet ikke kunne hamle op med ingredienserne. Dejen var ligesom for fast og det var på et hængende hår stavblenderen ikke brændte sammen. Men nu står der også foodprocessor i opskriften og jeg burde nok investere i noget kraftigere maskineri. Til en anden gang vil jeg måske putte en anelse mere væde i.

Dejen var for fast til at jeg kunne blande puffet quinoa ind i den, så jeg besluttede hurtigt at jeg bare måtte trille det udenpå. Jeg synes heller ikke at det var så nemt at få presset dejen i en form, derfor besluttede jeg at lave kugler. Hvis jeg ikke havde haft puffet quinoa, havde jeg nok trillet dem i kokosmel.

Men på trods af det drillede lidt, så smagt de altså rigtig godt. Jeg kunne rigtig godt lide det lille hint af gurkemeje og kanel, og jeg  er altså nødt til at prøve at lave dem igen!

Raw3
Sådan ser barerne ud i bogen og jeg ville faktisk også gerne have lavet dem sådan. Men dejen var for mig nemmere bare at trille ud til kugler.

Banan og peanutbutter kugler – vegansk

peanutbutter_kugler_2
Jeg har en sød tand og kan godt lide en lille snack eller to i løbet af dagen. Det ville være nemt at købe kager og chokolade i supermarkedet, men sundere snacks hvor jeg også ved hvad der er puttet i, er nok mere fornuftigt og så er jeg ret glad for at stå i køkkenet når tiden tillader det.

I lørdags lavede jeg banan og peanutbutter kugler, de var nemme at lave og blev også hurtigt spist efterfølgende – ikke af mig alene, så havde det trods alt, nok ikke være så sundt.

peanutbutter_kugler_1
Banan og peanutbutter kugler – 12 stk

Ingredienser:
85g havregryn
40g kokosmel
1 stor moden banan
1,5 spsk chiafrø
2 spsk kakaopulver
2 spsk ahorn sirup
1,5 spsk peanutbutter

1. Put havregryn og kokosmel i en minihakker, indtil det er hakket fint.
2. Mos bananen med en gaffel i en skål (brug evt. en stavblender).
3. Tilsæt havregryn, kokosmel, chiafrø, kakaopulver og ahornsirup og bland det godt.
4. Tilsæt derefter peanutbutter og rør godt til det er fordelt.
5. Tril nu små kugler ca. på størrelse med en bordtennisbold, eller lav dem evt. til små stænger, der så kan puttes i film og vil være nemme at have med på farten.

De kan holde i køleskabet ca. en uge – hvis de altså ikke er blevet spist inden ;-)

3 DIY’s to try

Det er ved at være noget tid siden, at jeg har udfoldet mine kreative evner, men nu hvor der er en påskeferie i sigte, overvejer jeg nogle små projekter jeg kan kaste mig ud i. Jeg bogmærker tit ting jeg gerne vil bruge tid på, når det engang lader sig gøre og jeg deler her de tre ting der står øverst på min DIY-liste.

succulent_propagateEn af mine sukkulenter er vokset ganske meget og den er overhovedet ikke pæn længere. Derfor overvejer jeg nu at lade den blive til en masse små nye sukkulenter, ved at nippe bladene af og lade dem få rødder og nye skud. Der er en ganske fin guide her, som jeg vil følge når jeg går i gang.

DIY_flaskerJeg har længe været glad for minimalistisk indretning og har det godt når tingene i mit hjem er enkle og der ikke står for meget fremme. Jeg har en hel del skønhedsprodukter, men de fleste ting opbevares i kasser i et skab. I vores badeværelse er der en lille blanding af forskellige produkter, shampoo mv. som aldrig bliver stillet væk og derfor vil jeg gerne hælde tingene på ens flasker. Jeg er blevet inspireret af Almost Makes Perfect og skal blot have indkøbt flasker og vinylklistermærker.

snackSidst men ikke mindst en opskrift på en hurtig snack med bl.a. kakao og banan, som jeg er sikker på er god at have liggende i køleskabet når jeg bliver lækkersulten. Jeg har fyldt køkkenskabet med de få ting der skal bruges, så det er bare om at komme i gang en af de nærmeste dage.

Billeder fra: Needles + Leaves, Almost Makes Perfect og Let it be cosy.