Vejedage og min vægt

fitnesscenter
Det var lidt en pludselig indskydelse, at jeg startede til træning tilbage i marts. Helt sikkert et fornuftigt valg, men ikke noget jeg havde gået og spekuleret på længe, jeg kunne snildt have udskudt det en del måneder endnu. Men nu hvor det i morgen er én måned siden jeg startede, er jeg virkelig glad for at jeg tog beslutningen! Det har virkeligt været tiltrængt og jeg kan helt sikkert både se og føle en forskel.

Jeg har ikke så mange tal at gå ud fra ud over min vægt, jeg har ikke målt mig nogle steder på kroppen. Min vægt er ikke altafgørende, men en indikation på om der sker noget eller ej og det kan jeg se der gør. Jeg kan ikke huske min vægt den dag jeg begyndte at træne, men jeg vil tro at den har ligget på 73,4 kg. og siden er den gået ned ad:

16. marts – 73,4 kg.
31. marts – 72,9 kg.
7. april – 72,1 kg.
14. april – 71,6 kg.

Alt i alt -1,8 kg på lige knap en måned, det er jeg ret tilfreds med, særligt fordi min vægt steg den første uge og fordi jeg hovedsageligt kører et styrketræningsforløb hvor jeg opbygger muskler, i stedet for at bruge virkelig lang tid på cardio. På den måned er jeg også kommet ind i bedre rytme og har fået forståelse for hvad jeg vil. Lige pt. træner jeg 4-5 gange om ugen og skifter mellem at træne underkrop og overkrop. Og efter en succesfuld HIIT træning i fredags, satser jeg på at gøre det fremover som opvarmning, inden jeg kaster mig over vægtene.

Den vigtigste forskel pt. er ikke så meget vægten, men følelsen af velvære. Jeg har det så meget bedre med mig selv og føler at jeg virkeligt gør noget for mig selv og bliver stærkere og mere fit. Jeg føler at jeg er et andet sted nu end jeg har været tidligere og at jeg denne gang kan komme rigtig langt og nå i mål, selvom jeg ikke helt ved hvad det er. Lige nu stræber jeg efter at komme under 70 kg. men når det sker er jeg slet ikke færdig, jeg vil gerne kunne se på min krop at de store fedtdepoter er blevet mindre og jeg har fået forståelse for at ting kan tage tid, lang tid, måske er jeg først tilfreds om et år, men jeg føler slet ikke at det er langsigtet. Jeg er så glad for hvad jeg gør nu, det er mindst lige så sundt for hjernen, som det er for kroppen og jeg håber at jeg kan dele langt flere positive opdateringer herinde.

Min inspiration og motivation er først og fremmest min søn, som via sin crossfit træning tidligere har lært en del om træning og så har jeg en særskilt instagramkonto, hvor mit feed udelukkende er fyldt med hvilke øvelser jeg kan lave og hvilken sund mad jeg kan spise.

I går sprang jeg træningen over, hovedsageligt fordi centeret kun havde åbent 4 timer og det ikke lige passede med hvad jeg skulle. I dag er der lukket fordi det er søndag og enten skal jeg nappe endnu en hviledag, eller også skal jeg tage mig sammen og klare det uden et center – lad os se hvad der sker.

En status på det “sunde” liv

Sunday2
Jeg har ikke levet livet helt så sundt de seneste måneder, som jeg burde. Motion har der først og fremmest ikke været meget af. Først var det for varmt hen over sommeren til at gå ture og i efteråret er jeg heller ikke kommet i gang, bare fordi jeg synes at jeg nu engang havde så travlt.

Jeg kan se udfaldet på vægten og på kroppen, mest af alt er det taljen der ikke er som den har været og jeg føler langt hurtigere at jeg ser oppustet ud. Jeg har bare den der følelse af at det går den forkerte vej og det derfor er NU jeg skal reagere! For mig er vægten bare en indikator og ikke alt afgørende, men hvis det både ser forkert ud på vægten og i spejlet, så føler jeg ikke, at jeg bare kan ignorere det.

For at det skal lykkes mig at komme af med noget af det ekstra fedt, der har taget ophold på kroppen, er der nogle ting jeg føler jeg at jeg have på plads og de er følgende:

Indtagelse af morgenmad
Indtagelse af vand
Dyrke motion

Undgå søde fristelser
Sene måltider

Morgenmad: Jeg elsker morgenmad, men det er lige det der med tiden om morgenen. I weekenderne gør jeg mig umage og gør lidt ekstra ud af det, men i hverdagene skal det gå stærkt og det er ikke altid jeg får spist før sulten overmander mig og jeg ender med en croissant eller andet dumt. Jeg skal derfor blive bedre til at sørge for at have noget i skabene eller gøre noget klar aftenen forinden.

Indtagelse af vand: Det er vitterligt mit store problem, jeg ville ønske jeg kunne bælle 2-3-4 liter vand om dagen. Men hvis jeg drikker det for hurtigt føler jeg ubehag og jeg føler ikke rigtig tørst i løbet af dagen. Jeg er sikker på det kunne gøre en kæmpe forskel for mig, hvis jeg sørgede for at drikke nok vand og jeg er simpelthen nødt til at tvinge mig selv ud i det, så det forhåbentligt bare bliver en vane.

Dyrke motion: Igen er det tiden der er et problem, men det handler også lidt om prioriteringer. Hvis jeg prioriterer rigtigt, så er jeg sikker på at jeg sagtens kan snige motion eller styrkeøvelser ind i dagligdagen. Faktisk er jeg kommet i gang, onsdag og torsdag da jeg kom hjem fra arbejde startede jeg med at gå en tur og så skiftevis løb og gik jeg frem og tilbage nede på vores vej. Jeg er slet ikke vant til at løbe, så det fungerer godt at gå og løbe frem og tilbage på denne interval-agtige måde, så jeg vænner kroppen til det. I går tog jeg en pause og i dag skal jeg så enten gå en lang tur eller køre min løbe/gå rutine igen.

Undgå søde fristelser: Heldigvis bliver dette punkt nemmere, så snart jeg begynder at motionere. Det er som om behovet for det søde og det usunde nedsættes. Det eneste jeg dog stadig nyder at indtage er ét stykke mørk chokolade om dagen.

Sene måltider: Mit sidste problem er at jeg af og til spiser sent, nogle gange fordi jeg kommer sent hjem andre gange fordi jeg ikke er blevet ordentlig mæt af aftensmaden. Derfor er det vigtigt for mig at mine måltider mætter ordentligt, så jeg ikke føler trang til at “snacke”. Jeg har stadig Craving Crusher pillerne fra VitaViva jeg ikke har prøvet endnu, så dem må jeg igang med snarest for at se om de kan gøre en forskel. Lige nu gælder alle kneb for at få et ordentligt skub og holde ved, så jeg begynder at se de første resultater.

Et lille minus for mig er i øvrigt også at jeg har reddet mig en tennisalbue og derfor tør jeg ikke lave øvelser der kræver løft eller brug af min arm. Men lige pt. er det vist også bare vigtigst at jeg får flyttet fødderne!

VitaViva kosttilskud – jeg kaster mig ud i det

VitaViva
Nogle vil måske mene, det er at kaste penge ud af vinduet. Jeg kan jo bare spise fornuftigt, sundt og varieret. Men jeg vælger alligevel at kaste mig ud i at prøve et par kosttilskud. Jeg bestilte dem faktisk inden jeg tog til Danmark, men jeg er endnu ikke begyndt på at tage nogle af dem.

Jeg vil starte med 15 Day Cleanse, man skal tage 2 piller pr. dag og min plan er at starte nu på fredag inden jeg går i seng. Jeg tænker “hvad nu hvis der går helt ged i min mave”, jeg tror det ikke, men hvis nu det bliver til uro i maven og lidt flere toiletbesøg, så er det nok bedst at jeg ikke kaster mig ud i det med en almindelig arbejdsdag i vente. 15 Day Cleanse skulle hjælpe med at rense tarmene for affaldstoffer og som der står på deres hjemmeside, så skulle indtagelse af pillerne bl.a. reducere oppustethed, mavepiner, hovedpiner, uren hud og træthed. Spiser man sundt og motionere samtidigt, kan man også opleve flere kilos vægttab.

Nja, det vil jeg så se før jeg tror det,  men positiv indvirkning eller ej, så tænker jeg at denne udrensning kan påvirke mig lidt psykologisk, så jeg er mere bevidst om at nu starter showet altså med at leve sundere og motionere mere. Ikke at jeg lever vanvittigt usundt, men det er et helt andet indlæg.

Når jeg er færdig med udrensningen, vil jeg så småt begynde på Craving Crusher og se dér kommer pillerne på en prøve. Jeg har en god appetit og craver alt muligt, særligt slemt er det når jeg er hjemme. Men det er jo ikke sådan at jeg spiser pillerne og samtidigt fylder skabene med chokolade og så ser hvordan det går. Planen er at jeg hjælper pillerne på vej og sørger for at spise nogle store måltider, hvor hovedbestanddelen er grønsager, så jeg bliver godt mæt.

Nu må vi se, første udfordring er at jeg husker at spise den første pille fredag aften, tror bare jeg starter med at sætte alarmen på telefonen så jeg bliver mindet om det.

Jeg vil prøve at leve sundere med Your Superfoods

YourSuperfoods
Jeg kan ikke huske hvor jeg første gang så Your Superfoods, men det har formentlig været et pænt billede på Instagram der fangede min interesse. Derefter har jeg klikket ind på deres profil og er blevet fristet til at prøve deres produkter, for så i sidste ende at besøge deres webshop.

Jeg besluttede for snart et par måneder siden, at år 2017 skulle være året hvor jeg passede bedre på mig selv. Det skulle bl.a. lykkes ved at jeg spiste sundere, motionerede mere, gjorde langt flere af de ting jeg godt kan lide osv. osv. Så at købe nogle produkter fra Your Superfoods syntes jeg ville være en god mulighed for at prøve at spise og drikke sundere og fylde nogle vitaminer og såkaldte “superfoods” i kroppen. Jeg endte med at bestille stort set alle deres produkter, da de på et tidspunkt havde en kode der gav 40% rabat. Måske kan man selv mixe diverse ingredienser og spare lidt penge, men jeg kan godt lide det er gjort for mig og jeg har ikke så nem adgang til et stort udvalg af helseprodukter. Hvad de forskellige produkter indeholder mere præcist og hvad de gør godt for, kan man selvfølgelig læse mere om på deres hjemmeside.

Jeg har endnu ikke taget mig tid til at afprøve opskrifter, men er blevet fristet af at prøve flere af dem, der er at finde her. Det er egentligt ikke fordi at jeg føler at jeg lever meget usundt, jeg prøver at være forsigtig med hvad jeg spiser af usunde sager. Men jeg føler stadig trang til at indtage endnu sundere mad og bl.a. også blive bedre til at spise morgenmad, hvilket jeg ofte springer over, da jeg om morgenen ikke helt ved hvad jeg har lyst til. Jeg tænker at en “superfood-smoothie” til at tage med på farten ville være en god idé.

Nemme bananpandekager uden sukker

bananpandekager
bananpandekager-
Hvad end man har lyst til en snack eller morgenmad, så er disse pandekager helt perfekte. De er super nemme at lave, smager skønt og så er de ikke usunde, som normale pandekager kan være.

Jeg lavede dem sidste weekend og vil også lave dem i denne og så må jeg hellere lave dobbeltportion for de forsvinder hurtigt!

Jeg har benyttet opskriften herfra, man kan justere den lidt for evt. at undgå gluten

Til 15 stk. pandekager, skal der bruges:
2 modne bananer
1 del havregryn (evt. glutenfri)
1 del hvedemel (evt. rismel for at undgå gluten)
3 æg
1/2 tsk. salt
Kokosolie til stegning

Mos bananerne, evt. med en stavblender og bland resten af ingredienserne i dejen. Bag pandekagerne på en pande i kokosolie, jeg bruger 2 spsk. dej pr. pandekage og glatter dejen lidt ud på panden, så den får en fin rund form.

De smager skønt lune men kan også spise kolde og jeg føler slet ikke trang til at putte en masse fyld på, de er lækre som de er!