Status på Skin Rolleren

Skinroller
Det er ved at være nogle måneder siden, at jeg købte en Skin Roller fra Swiss Clinic. Jeg har brugt den flittig siden, dog ikke så meget som jeg rent faktisk kunne, det har egentligt bare været dovenskab fordi jeg ofte kommer sent hjem og ikke orker så meget. Det er lidt dumt, for det tager ikke så lang tid at bruge den og jeg er super tilfreds når jeg har kørt den over ansigtet og puttet serum på – jeg føler virkeligt at jeg har brugt nogle minutter på, at gøre noget godt for min hud.

Jeg har indtryk af at det har gjort en forskel at jeg har brugt den. Mine rynker og fine linier er selvfølgelig ikke forsvundet helt, men de fine linjer er blevet lidt mindre synlige og det samme gælder nogle af de små ar jeg har på kinderne. Vigtigst af alt, så har jeg oplevet langt færre urenheder, bevares der dukker måske en bums op af og til, men min hud driller ikke som før. Alt i alt er jeg tilfreds, faktisk så meget at jeg forleden valgte at bestille en Skin Roller Body. Brugen af den sammen med en serum, skulle kunne mindske kropsfedt og reducere cellulitis og strækmærker.

Lad os se, jeg håber på det bedste, men forventer ikke mirakler. Mest af alt ønsker jeg mig lækre stænger, så hvis brugen af Skin Roller Body kan hjælpe lidt med det, bliver jeg glad. Jeg har tydelige strækmærker øverst på lårene/hofterne og maven, men da det ikke er kropsdele jeg sådan går og viser frem, genere det mig ikke så meget. Jeg bevæger mig aldrig rundt i badetøj på stranden og ved pools, det har ikke så meget med strækmærker at gøre, jeg er og har altid været meget blufærdig og føler mig utilpas ved at gå rundt meget lidt påklædt blandt fremmede mennesker.

Nåh det var et lille sidespring. Egentligt er det lidt sent jeg kommer i gang med at rulle huden på kroppen, da en evt. effekt først kan ses efter ca. 12 uger, men jeg giver det et forsøg alligevel og skal nok vende tilbage med mine erfaringer.

Jeg har købt en Skin Roller

SwissClinic
SkinRoller
Jeg er gået all-in på skønhed for tiden, det har altid interesseret mig og jeg har jo især haft en ting med neglelak. Men nu er jeg begyndt at købe lidt flere produkter og især nogle af dem som lader til at være populære, jeg vil nemlig også prøve dem!

En af de ting jeg har købt er en Skin Roller fra Swiss Clinic. Min hud i ansigtet føler jeg altid har været lidt problematisk og lige for tiden gør jeg rigtig meget for at den skal se fin og sund ud. Jeg har mine rynker, fine linjer og små ar. Alt dette vil jeg gerne mindske og give huden glød, dette skulle Skin Rolleren kunne hjælpe med.

Det findes mange Skin Rollere på markedet og man skal helt sikkert passe på ikke at købe noget skidt. Jeg havde læst flere gode ting om rolleren fra Swiss Clinic og den har også været nomineret til Danish Beauty Award 2016, derfor følte jeg mig tryg ved mit køb. Hvad den helt præcist gør kan du læse mere om her.

Jeg prøvede Skin Rolleren for første gang i går aftes. Inden jeg kastede mig ud i det spekulerede jeg på hvordan det ville føles og især hvor rød min hud ville blive efterfølgende. Det gjorde ikke ondt og jeg havde ikke følelsen af at det var små nåle jeg kørte over huden. Da jeg var færdig kom jeg Rejuvenating Serum i ansigtet og jeg kunne tydeligt mærke huden “arbejde” oven på mikronålebehandligen. Jeg blev lidt rød, men ikke voldsomt, det så mere ud som om jeg havde fået sol i ansigtet og det føltes også lidt sådan.

Behandlingen skal jeg fortsætte en uge og så holde en uges pause inden jeg går i gang igen. I dag føler jeg allerede min hud virker mere frisk og har mere glød, fine linjer og rynker er dog nok præcis de samme, men jeg forventer heller ikke mirakler efter én behandling. Jeg er spændt på det videre forløb og skal nok fortælle mere. Jeg håber i øvrigt at jeg kan få taget nogle “før” billeder, så både jeg selv og I forhåbentligt kan se en forskel efter noget tid.