Den der ulidelige varme


Det er ikke længe siden at jeg nævnte at jeg ikke ville skrive noget om varmen, men nu gør jeg det så alligevel – bare for at klage min nød. En af de største udfordringer ved at bo her, er de mange måneder med kraftig varme og det er ikke engang varmen der er det værste, men den høje luftfugtighed der følger med fordi vi bor lige ved kysten. Det resulterer i vasketøjet er lidt længere tid om at tørre hvis ikke det står direkte i solen, håret kruser mere end normalt, huden virker klistret og man føler aldrig rigtig man kan trække vejret helt ned i maven. Varmen plejer at sætte ind i slutningen af juni, juli og august er de varmeste måneder hvor vi stort set dagligt er over de 30 grader, men både september og oktober kan også være ganske varme.

Jeg har lige tjekket vejrudsigten, vi kan forvente endnu mere varme denne uge, så vi ligger på 34 grader om dagen og 26 grader om natten. Jeg priser mig lykkelig over at vi har aircon derhjemme og på kontoret, desuden er det heldigvis meget normalt med aircon i butikker og restauranter, så befinder man sig indendørs slipper man for varmen. Men når man skal rundt får man selvfølgelig varmen at mærke og det tærer lidt på ens energi i løbet af dagen. Det kan godt være at vi har pool og strand, men der smutter jeg jo ikke lige forbi ifm. en almindelig arbejdsdag, så det er bare om at prøve at lade som om det ikke er så slemt, selvom man taler med alle om hvor varmt det er og at det helt sikkert er varmere i dag end det var i går ;-)

Dagens med Leo på armen

Top: Storm & Marie // Hund: Leo <3

Lille Leo, han hænger ikke der på armen så tit, kun når han skal ud at gå tur. Da vi bor på 4. sal og skal vente på elevatoren kører op og ned, går det ikke at lade ham stå ved min side i snor, for så havde han nok gjort det han skulle gøre inden vi overhovedet var kommet ned på gaden.

Han er stadig i halsbånd, for den sele jeg vil have til ham fås ikke i butikkerne i området og åbenbart er webshoppen jeg handlede hos ikke verdens hurtigste. Men vi går heller ikke så langt og han trækker endnu ikke når vi går, så det går an lidt tid endnu. Desuden er han vældig flink til at agere mit vækkeur om morgenen. Før vågnede han 6.30, nu strækker han den heldigvis til 7.00, jeg er vant til at være tidligt oppe, meeen en lørdag eller søndag morgen ville jeg nu ikke have noget imod at sove til klokken 08.00. I begyndelsen var vores 3 årige Franske Bulldog Stitch frisk på at lege med Leo så snart han kom hjem fra sin morgentur. Heldigvis kan hun i realiteten godt lide at sove længe, så det er hun begyndt på igen og der er ikke lige så meget fuld fart på fra klokken syv, som der var før. Så jeg prøver bare at få spist min morgenmad og lavet lidt arbejde inden resten af huset vågner og tager over så jeg kan nå andre ting hvor jeg ikke skal holde øje med Leo hele tiden.

Jeg er ved at være med igen


For en måned siden skrev jeg om at kabalen aldrig rigtig gik op og i lang tid har mine ord hele tiden været “jeg er altid bagud”. Det tog jeg stille og roligt, jeg har helt bevidst fravalgt at stresse og vælger også ting fra eller udsætter ting for undgå korthuset vælter, for nu at blive i de metaforer.

En ting jeg har udsat er træning, jeg har holdt næsten 3 ugers pause, for jeg kunne i sidste ende simpelthen ikke passe det ind. Men nu ser tingene meget lysere ud, jeg er kommet rigtig godt med i forhold til arbejdet, imens min mor var her brugte jeg bl.a. næsten en hel arbejdsdag på noget umådeligt kedeligt tastearbejde og de seneste dage har jeg givet den fuld gas, så jeg faktisk er helt up to date. I går tog jeg også til træning igen, jeg har haft dårlig samvittighed over pausen, faktisk troede jeg at jeg ville holde pausen kørende helt til september fordi det er så varmt nu og energien til at træne ikke er så stor. Men jeg er bange for, at det jeg har opnået med de seneste måneders livsstilsændring vil gå tabt, så jeg fortsætter hvor jeg slap for ikke så længe siden.

Nu hvor jeg er med i forhold til arbejdet kan jeg også holde fri når jeg kommer hjem og så ordne praktiske ting derhjemme i stedet for at fortsætte med at arbejde. Så mit mål for hvornår jeg skal føle mig helt flyvende og “up to date ” med alt, er i starten af september hvor børnene starter i skole igen. Forhåbentligt kan jeg bruge tiden indtil da på noget aftenhygge med ungerne, vi undgår for meget aktivitet om dagen fordi det er for varmt, men det kan I vel snart nikke genkendende til i Danmark med den hedebølge der venter. Og det er vel næsten lige før det bliver mere uudholdeligt i Danmark, for hvor stort set alle boliger, butikker og restauranter her har aircondition, så er det ikke helt en normalitet i Danmark.

I øvrigt et lidt tilfældigt billede til indlægget, det er fra da min mor var på besøg hernede og jeg tog ud for at vise hende vores smukke natur. Måske en lidt lang og varm tur bare for at kigge på en sø, men smukt der var der.

Vi har fået en Fransk Bulldog mere


Jeg har allerede afsløret det på Instagram, Stitch har fået en lillebror, for en uge siden fik vi nemlig hund nummer 2 indenfor døren. I flere måneder har vi haft i tankerne at vi gerne ville have en Fransk Bulldog mere og da jeg så opdagede en kennel i nabobyen, blev det langt mere sandsynligt at det ville blive en realitet. Jeg har fulgt kennelens Facebook side i nogle måneder, de har haft et par kuld, men ikke noget der lige passede med vores planer, vi ville nemlig gerne have en ny hvalp mens børnene havde sommerferie, så den kunne falde til sammen med dem.

De seneste uger har hvalpen herover så figureret på deres Facebookside, som den sidste tilbage fra et kuld. Jeg kan forstå den har været reserveret, men nogle sprang fra. Jeg forelskede mig ret hurtigt i den, særligt grundet dens øjne og jeg har flere gange haft sendt billeder og videoer til kæresten, han opfordrede mig til at tage kontakt til kennelen og det gjorde jeg så sidste torsdag. Det endte altså med at vi købte ham og har valgt at kalde ham Leo, når det nu ikke kunne blive Lilo & Stitch, måtte det være Leo & Stitch.

Jeg må indrømme at jeg var lidt nervøs for at det ville være en dum beslutning og at vores ellers søde og kærlige Stitch ikke ville acceptere ham, fordi hun så pludseligt skulle dele vores opmærksomhed med ham. Og den første dag, var hun heller ikke særligt begejstret, hun virkede ret jaloux. Men allerede på anden dagen gik det langt bedre og de kunne begynde at lege sammen. Her en uge senere går det faktisk rigtig godt, Stitch er selv meget legesyg og det eneste problem er at hun nogle gange leger lidt voldsomt og tromler ham, men efterhånden som han vokser vil de kunne lege mere lige og jeg glæder mig også til den dag de forhåbentligt kan ligge og sove sammen helt tæt op ad hinanden <3

I en skjorte fra Storm & Marie


Jeg kunne lave lange lister over de mange ting jeg tilsidesætter for “bare lige at gøre det en anden dag”. Men er der noget jeg altid er god til og kan gøre nærmest hvor som helst, når som helst, så er det shopping. Særligt udsalgsshopping, hvor man måske skal være lidt hurtig for at få del i et godt tilbud.

I denne omgang har jeg bl.a. udsalgsshoppet hos Storm & Marie, hvor et af mine køb var denne fine blå skjorte. Den er en anelse krøllet efter en lang arbejdsdag i går, men jeg giver også den høje luftfugtighed skylden for stoffet arter sig lidt anderledes. Men den er altså rigtig pæn med de puffede ærmer, jeg kunne dog godt have nøjes med en str. 38, den var ikke på lager, så tænkte str. 40 også gik an.

Jeg synes stadig Storm & Marie har mange fine ting tilbage i deres webshop, så trænger du til lidt nyt tøj kan jeg anbefale at klikke forbi.