Jeg har ville skrive dette indlæg længe, men har alligevel ikke haft lyst til at kaste mig ud i det fordi jeg ikke havde et endeligt svar fra dyrlægen. Tilbage i december måned skrev jeg om at vores hund havde været under kniven, d. 29 december fik vi så besked om at det var mastocytom, en svulst og altså kræft. Det var 1 grad og fordi der også havde været lidt af det i huden omkring selve svulsten, anbefalede dyrlægen at der blev lavet yderligere prøver som ville tage 3-4 uger.

Jeg var noget overrasket over beskeden omkring kræft, den anden dyrlæge der tidligere har haft kigget på den lille udposning på huden, havde aldrig antydet at det kunne være kræft. Jeg havde selv besluttet at den skulle fjernes, da den ikke gik væk og det var så en god idé! Den dårlige nyhed fik jeg faktisk samme dag som min lillebror kom til Spanien, det var ikke særlig god timing, men jeg lod mig ikke rigtig påvirke af det, jeg ville ikke havde at det skulle ødelægge vores dage sammen.

Tiden er gået, jeg har læst en masse om kræft hos hunde for at blive lidt klogere. Jeg har set nogle af de virkelige sørgelige historier om franske bulldogs der har tabt kampen mod kræft og mit humør har virkeligt svinget op og ned i løbet af januar. Jeg var indstillet på det værste fordi jeg ofte synes vi er så mega uheldige og da jeg ikke havde hørt fra dyrklinikken ringede jeg selv til dem i fredags, men ham jeg skulle snakke med var optaget og ville ringe tilbage. Det gjorde han så først lørdag og han kunne fortælle mig at det altså var 1 grad og den operation der var blevet foretaget, skulle i sig selv være nok, der var ikke grund til kemoterapi og yderligere. Derfor kunne jeg endelig tage mig sammen til at skrive indlægget på bloggen, med gode nyheder. Vi vil selvfølgelig holde ekstra godt øje med hende nu, for det er nok aldrig til at vide om det kan dukke op igen, men så er vi indstillet på at reagere langt hurtigere.