Jeg har bladret tilbage i mine arkiver, for jeg synes nu det er meget sjovt at se hvad mine tanker kredsede om ved sidste årsskifte og om 2016 blev som forventet. Da 2016 lige var gået i gang ønskede jeg at året bød på lidt mindre arbejde, det har ikke været tilfældet, arbejdsbyrden steg som året gik. Jeg tror dog på det hele kan organiseres bedre i 2017, bl.a. ved at jeg nogle gange vælger at arbejde hjemme, så jeg på den måde føler at jeg får lidt luft.
God rejseaktivitet var også et af mine ønsker og det lykkes heldigvis. Jeg var i Dubai i begyndelsen af 2016 og nåede til Danmark ad 2 omgange. Jeg satser også på et smut til Danmark i 2017, gerne i august hvor det er så frygteligt varmt hernede. Og så regner jeg da også med at komme til Madrid et par gange, som jeg også var i 2016.
Derudover kan jeg sige at 2016 har været en positiv udfordring for mit introverte jeg. Jeg har lært endnu flere mennesker at kende og møder stort set altid nogle af dem hvis jeg er ude. Jeg føler faktisk at jeg er blevet lidt mere åben og imødekommende, når jeg sådan bliver tvunget ud af osteklokken. Jeg vil gerne møde folk med et smil og kan ikke bare gå i min egen verden og kigge ned i jorden. Jeg tror at disse nye bekendtskaber kan gøre 2017 ganske interessant og føre til spændende oplevelser, men lige i dag tænker jeg altså ikke meget længere frem end at jeg gerne vil hjem på sofaen igen og putte under dynen, mens der kører film på fjernsynet.
Bloggen er jeg ret sikker på vil forblive en hobby, jeg kaster mig ikke ud i at det skal blive et deltids- eller fuldtidsforetagende jeg skal tjene nogle penge på. Men som altid håber jeg, at jeg kan fordybe mig lidt mere i den, da det stadig er en fornøjelse for mig at blogge.
Rigtig godt nyår til dig derude, tak fordi du vælger at klikke forbi bloggen <3