Tag-arkiv: Joda

Statement & Sequins – Dagens #13

Jeg har været meget begejstret for nye omgivelser til dagens den sidste uges tid, da jeg på det seneste blot har taget til takke med hvid væg hjemme i stuen, eller alternativt altanen. Det bliver nok også proceduren den næste måneds tid, men det fungerer så fred være med det.

I går havde jeg bl.a. min 2ND Day t-shirt på, som jeg havde taget mig med i håb om at en af dagene ville være lune nok til bare arme, det var dog lige en tand for optimistisk! Så der røg en langærmet indenunder og jakken fra Selected Femme ud over, som jeg bliver mere og mere glad for hver gang jeg har den på. Det fine vejr gav mig lyst til farver, så der røg en blomst (spansk marguerit selvfølgelig) i jakken og den pyntede fint sammen med min halskæde i neon orange. Jeg er glad for neon er med igen denne sæson, for jeg kan godt lide de små neondetaljer, der fx kan bryde et mørkt outfit, dog har jeg kun få accessories i neon.

Lige nu sidder jeg i flyveren på vej mod kolde Danmark og nu hvor jeg er undervejs, så glæder jeg mig faktisk bare til at være hjemme i vante omgivelser.

Meet Joda from Selected Femme

I fredags blev udsalgsshopping pludseligt rigtig sjovt, historien starter faktisk allerede om torsdagen hvor jeg i Seleted Femmes butik i Fisketorvet så den skønne Joda jakke. Selv samme butik som jeg allerede i september sidste år stod og beundrede Joda, men jeg følte ikke lige at jeg kunne forsvare at købe jakken dengang.

I torsdags spottede jeg så jakken hænge ene og alene blandt en masse andre jakker, det er selvfølgelig heller ikke så svært at få øje på de pailletærmer og til mit store held var det lige min størrelse der hang tilbage til 700 kr. (mod de tidligere 1.399 kr). Dog havde jeg hverken kort eller nok kontanter på mig til at den kunne komme med mig hjem og jeg gik derfra uden at få lagt den tid side – men med forhåbning om at vi nok skulle blive genforenet. Dagen efter tog jeg direkte til butikken efter arbejde og heldigvis hang jakken der stadig, ellers havde jeg nok været noget bitter på mig selv. Hvad jeg ikke havde bemærket dagen forinden var, at alle jakker var sat ned til 500 kr. stykket og med et smil om læben gik jeg fluks mod prøverummet. Den sad heldigvis fint, så jeg betalte velvilligt ved kassen hos den søde ekspedient der selv havde jakken og roste den højt, havde jeg været bare den mindste smule i tvivl om mit køb, havde hun i hvert fald fået lavet om på det!

Ud over pailletærmerne er den i lækkert blødt lammeskind, det er virkeligt mange år siden jeg har ejet en skind/læderjakke og sådan en har stået på min ønskeliste længe, hvilket bare gør mig endnu mere glad for mit køb. Nu ser jeg bare frem til lidt højere temperaturer, så den kan blive brugt meget flittigt.