I går deltog jeg i dagens første show hos Noa Noa sammen med Malsen, jeg var faktisk spændt på om jeg ville føle mig lidt malplaceret, da jeg var bange for kollektionen slet ikke var mig. Men som ordene lyder i en bestemt reklame “hvis man ikke prøver noget nyt, sker der ikke noget nyt”, så jeg tog med og blev positivt overrasket. Selvom jeg nogle gange søger mod lysere beklædning når det er forår, så hænger jeg stadig gevaldigt fast i det mørke og har svært ved at slippe det, men så svært bliver det ikke til SS13!
For lige at lægge ud med Noa Noa, så var der en del sorte styles bl.a. andet en, så vidt jeg kunne se, flor let sort maxinederdel (som selvfølgelig ikke er den på billedet) og i deres SS13 katalog har jeg spottet sneakers, meget interessant må jeg sige og slet ikke hvad jeg havde forventet. SS13 tøjet generelt vil jeg dog først komme nærmere ind på til næste år hvor det er mere relevant.
På messerne vi var rundt på var der flere gange hvor Malsen og jeg først kiggede på tøjet og derefter hinanden med lidt undrende blikke, for flere steder var farverne mørkere end forventet og materialerne tykkere, umiddelbart gør det ikke noget for mit vedkommende med mindre jeg virkeligt længes efter lysere tider i garderoben når vi rammer januar/februar.
Modeugen er på sin vis slut for mig i denne omgang, da det også skal passe sammen med familielivet, det er dog muligt jeg når en messe i weekenden men det kommer helt an på hvordan den forløber. Og selvom jeg alt i alt kun så 3 shows og nåede et par messer, så er der en masse indtryk der nu skal fordøjes.