Det er ikke med min gode vilje, at jeg har valgt ikke at deltage i modeugen i slutningen af januar, men ene og alene af praktiske årsager og en følelse af, at det nok er bedst sådan. Til gengæld har jeg lovet mig selv at tage revanche til august, hvor modeugen for mit vedkommende kommer til at fylde lidt mere da CIFF holder åbent fra søndag til onsdag op til resten af modeugen går i gang. Det var netop på CIFF jeg brugte rigtig meget tid sidste sommer grundet min børneblog og havde der været flere timer i døgnet, kunne jeg sagtens have brugt endnu mere tid derude.
Som læser kan det måske være begrænset hvad man får ud af, at den blogger man læser med hos smutter rundt til modeshows og meget andet. Men for mig har det altid været en spændende begivenhed, hvor jeg får hilst på nogle af dem jeg har haft kontakt med pr. mail det seneste halve år, men ellers ikke får set og der kan blive skabt nye relationer, taget billeder og suget indtryk til sig, der forhåbentligt udløser nogle gode og inspirerende blogindlæg.
Det bliver interessant og måske også lærerigt at have tiden til at sidde på den anden side som læser (normalt er tiden knap i forhold til at se hvad andre skriver om modeugen) og så kan jeg forhåbentligt bruge det med henblik på, hvordan jeg selv skal gribe modeugen an til sommer.
Er der nogle af jer der blogger der skal med? Og hvad med jer andre? Følger I med i modeuge-indlæggene, eller springer I det meste over?