Jeg ved jo ærligt talt ikke om det er den bedste af alle Triple Chocolate Brownies opskrifterne, da jeg selvfølgelig ikke har prøvet dem alle. Men disse brownies er så gode, at jeg slet ikke finder det nødvendigt at prøve andre opskrifter. De smager fortræffeligt og det er meget svært at nøjes med ét enkelt stykke. Jeg opbevarer kagen på køl og den smager godt lige fra køleskabet, ellers kan man evt. lade den stå på køkkenbordet en times tid inden man skal spise den. Jeg fandt opskriften hos anneauchocolat.dk som flere af jer sikkert kender. Hvis man først klikker sig ind på siden kan man nemt lade sig friste til at prøve flere af opskrifterne!
Opskriften på Triple Chocolate Brownies kommer her: (Vahlrona chokolade anbefales, men det kan jeg ikke så nemt få fat på her, så jeg bruger Lindt, som jeg kan finde i mit lokale supermarked.)
Triple chocolate brownies
10-12 personer
200 g smør
200 g mørk chokolade (70%)
125 g mel
3 æg
265 g sukker
½ tsk. salt
80 g hakket hvid chokolade
80 g hakket mælkechokolade
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.
Smelt smørret i en gryde og tag den af varmen. Kom den hakkede mørke chokolade i og lad den smelte sammen med smørret.
Pisk æg og sukker til en luftig masse og rør derefter mel og salt i, tilsæt derefter smør- og chokoladeblandingen, vend det gerne sammen med en dejskraber.
Vend til sidst hakkede hvide chokolade og mælkechokolade i dejen. Hæld browniedejen i en kvadratisk form (22 cm x 22 cm) foret med bagepapir. Bag i ca. 25 minutter. Lad kagen afkøle inden du sætter den i køleskabet til næste dag, kagen er nemlig bedst når den har fået lov at sætte sig.
A+K/VenterPaaVinBlog says
Hold kæææft, den ser god ud :-O
– A
Guapizimo says
Det er den virkelig også! :D