En skjorte fra Designers Remix

Designers_Remix_shirt
Jeg er stadig vældig glad for at gå med skjorter. Det er sådan lidt mit overgangs tøj når det er forår og efterår, hvis det ikke er for varmt bruger jeg dem også om sommeren, hvor jeg ruller ærmerne op hvis de er lange. Ofte er de skjorter jeg køber ikke tætsiddende, så jeg føler ligesom at jeg kan trække vejret i dem, som også er tilfældet med skjorten jeg har på herover.

Den er fra Designers Remix og jeg købte den under det seneste udsalg. Den har nogle fine detaljer og den mørke farve har allerede reddet mig en gang hvor jeg fik rødbedesaft ud over mig, grundet en utæt pakning. Det var en morgen hvor jeg handlede ind og jeg priste mig lykkelig over det ikke var den hvide skjorte jeg havde valgt den morgen. Faktisk er den hvide skjorte siden røget til genbrug, for jeg tør simpelthen ikke tage den på med de pletuheld der altid følger mig.

Skjorter er helt sikkert også noget af det jeg kunne finde på at købe når sommergarderoben skal opdateres. Dog har jeg endnu ikke nogle potentielle køb på listen, men jeg håber snart at spotte noget.

Søndagsbilleder

Vores mandag er startet ganske belejligt, med en lokal helligdag, hvilket har betydet at børnene har fri fra skole. Det er nemlig ikke helt nemt at komme op sådan en mandag morgen efter vi er gået over til sommertid, for det er jo pludseligt mørkt her om morgenen og så virker det unaturligt at skulle stå op.

Sunday2
Jeg glæder mig også over en rigtig rar søndag i går, hvor jeg var god ved mig selv. Jeg har fået en fin vane med at gå en lang tur, forrige søndag kom jeg op på 12 kilometer, denne gang “kun” 8, men det var virkeligt rart at komme ud i det skønne vejr og få rørt kroppen.

Sunday1
Jeg afsluttede gåturen med et let frokost bestående af en quinoasalat og kaffe til. Lidt mærkelig blanding, men jeg kunne ikke vente med det ene fremfor det andet.

Sunday3
Om søndagen er der altid marked i byen Albir og så benytter jeg lejligheden til at købe fine blomster med mig hjem. Lige nu er der sæson for fresia som er en af mine yndlingsblomster, de dufter så skønt, så jeg nyder at have dem stående derhjemme. Jeg var også heldig at spotte ærter, når det gælder sundt “slik” er det noget af det jeg virkeligt godt kan lidt at spise.

Efter at have været hjemme at vende, lavet mad til børneflokken og snuppet et bad, tog jeg ud igen et par timer for at mødes med et par venner til te og shisha. Alt i alt en ret perfekt søndag, kunne dog godt lige have ønsket et par timer ekstra til blogging, for jeg plejer normalt at tage billeder og få en nogenlunde idé om hvilke indlæg der skal udgives den kommende uge. Men nu sidder jeg her og har udgivet det første indlæg, håber flere følger uden alt for mange dage med pause.

Noget om at lære sprog, spansk og russisk

mobile
Første gang jeg kastede mig ud i at lære det spanske sprog, var for mange år siden da jeg gik i gymnasiet. Jeg kan ikke huske meget fra dengang, men udtalen sidder lidt bedre fast. Hernede har mit eneste kursus været et jeg tog via kommunen for en hel del år siden. Men der gik ged i det da jeg var gravid og begyndte at få gevaldig morgenkvalme, som kulminerede med morgenundervisningen, jeg måtte simpelthen sige stop!

Siden da har jeg kun kunne lære, hvis jeg har forsøgt at bruge sproget. Det sker ikke altid, da de fleste jeg kender her kan engelsk og jeg har følt mig mest tryg ved bare at holde mig til det. Men siden slutningen af 2016 har jeg vitterligt fået blod på tanden for at tale langt mere spansk, så jeg kan lære sproget ordentligt. Jeg har lært et par stykker at kende, som kan så lidt engelsk, at mit spanske pludseligt virker tilforladeligt. Jeg føler at jeg forstår lidt mere af sproget for hver dag der går og jeg forsøger nogle gange at holde små samtaler kørende på spansk, hvis jeg ved sandsynligheden for at jeg er nødt til at slå over i engelsk er meget lille. Jeg føler at det er nu jeg skal gribe chancen og blive dygtigere til sproget, jeg tjekker faktisk onlinekurser og overvejer pt. at vælge et HF-enkeltfag i spansk via fjernundervisning. Dog tænker jeg at det nok er smartest at vente lidt til jeg rent faktisk føler jeg har lidt bedre tid.

Og så er der russisk, de få ord jeg kender er vist nok fordi jeg har set Sex And The City. Men vi har efterhånden lidt russere i vennekredsen også og selvom de sagtens kan engelsk, så synes jeg det er lidt irriterende at jeg ikke fatter en hat af hvad de siger.  Jeg synes det er interessant at kunne forskellige sprog, i det mindste bare lidt forståelse og selvom jeg finder russisk ret udfordrende, så har jeg sat mig for at prøve at lære de mest basale ord. Jeg tænker at afprøve nogle lydbøger og så må jeg se med tiden om det giver mening, eller jeg bare skal give op.

Et jakke crush

Liana_Lace
Jeg har en sort bomberjakke, som jeg er virkelig glad for. Også selvom den til tider virker lige stram nok om mine overarme, men det afholder mig altså ikke fra at bruge den. Jeg kunne virkeligt godt tænke mig en mere, jeg er nemlig faldet for jakken herover fra Designers Remix, særligt grundet detaljen på ærmerne. Jeg må dog tilstå at det ville være lidt tosset af mig at smide 2.000 kr. efter den, da jeg normalt ikke har lige så mange måneder til rådighed hernede, til at bære jakke. Men den er altså på ønskelisten, hvis budgettet en dag skulle tillade at købe den.

Er det mon i øvrigt samme model de har brugt på begge billeder? Eller har de lysnet hudtonen og hårfarven på billedet til højre? Der er i hvert fald væsentlig farveforskel på benene ;-)

Skønhedsfejlen jeg troede var for evigt

bulen
Måske kan du huske at jeg tilbage i december skrev om hvordan jeg med fuld fart var gået direkte ind i en glasdør. Det resulteret i en kæmpe bule i panden, heldigvis kun det, for havde næsen været forrest havde jeg formentlig brækket den. Jeg troede bulen ville forsvinde helt efter en uge eller to, men det skete ikke. Billedet herover blev taget 10 dage efter uheldet og sådan så jeg ud længe. Jeg begyndte at google og blev lidt nervøs, der kunne nemlig godt være risiko for at den skulle fjernes, hvordan ved jeg ikke, men tanken om nåle eller nogle skulle skære i mit ansigt kunne jeg ikke forlige mig med. Var det så bare en skønhedsbehandling, der skulle fjerne lidt rynker, men her var det for at fjerne min dumhed, fordi jeg ikke så mig for og gik ind i glasdøren.

Jeg begyndte at blive ret ærgerlig over bulen, den var ikke længere så stor, men stor nok til at jeg ikke kunne skjule den med makeup og den lignede nok mere en kæmpe bums under opsejling. Men heldigvis skete der langsomt noget, den forsvandt, eller i hvert fald bemærkes den ikke, jeg kan dog mærke den hvis jeg kører fingeren henover. Faktisk tror jeg den udjævner en rynke en lille smule, desværre dog kun i den ene side mellem brynene og ikke begge, så havde det i sidste ende været en dumhed, der endte i en lille gratis “skønhedsbehandling”.