Jeg var meget vild med 2ND Days forårskollektion, som jeg også bloggede om tilbage i februar, der var masser af rå og mørke styles til trods for et kommende forår. Og fordi 2ND Day på mange punkter rammer plet i forhold til min stil, så er jeg selvfølgelig også rigtig glad for mærket – derfor har jeg været spændt på at se nærmere på efterårskollektionen. Jeg har udvalgt mine favoritter dog helt uden at tænke økonomi, for nogle af sagerne er ikke helt billige, men de fremhæves alligevel, da jeg synes de er noget særligt.
- Pæn skjorte i mørk nedtonet farve, sådan en jeg altid lige ville kunne hoppe i hvis jeg stod og havde tøjkrise. Pris 1.299,-
- Det helt perfekte mix af farve, asymmetri, lynlåse og drapering og selvom så mange detaljer er blandet sammen, så er blusen alligevel tilpas afdæmpet og ville være lækker til et par rå jeans. Pris 1.299,-
- Selvom jeg har talt varmt for elektrisk blå, så er jeg ret begejstret for mange af de blå nuancer dette efterår. Derfor synes jeg også denne kjole er skøn i farvevalg og snit, sådan en der lige kan peppes op med en halskæde og en kjole man har det rigtig rart i. Pris 999,-
- Her er så en af de dyre sager, jeg så den på Gallery under modeugen i foråret og jeg faldt for den med det samme. Smuk og meget speciel kjole der for mit vedkommende kræver den helt særlige anledning hvis jeg skulle købe og bære den. Pris 3.999,-
- Dette er for mig et perfekt bud på en smuk klassisk vinterfrakke, flot snit og jeg elsker kraven. Nu har jeg haft en af mine vinterjakker i snart 4 år og derfor kunne jeg da godt tænke mig at investere i denne sag, da den sikkert kan holde i mange år. Pris 3.299,-
- Og som en afveksling til den blå, 1. stk bordeaux bluse, en farve der også sagtens kunne komme mere af i garderoben i løbet af efteråret og det måtte da gerne være i form af denne. Pris 1.499,-
Det ser ikke umiddelbart ud til der kommer nogle smykker her til efteråret, men tilgengæld er der noget i vente senere på året i forbindelse med vinterkollektionen jeg nok skal vende tilbage til. Der er ikke nogle af deres brand t-shirts der frister mig i denne omgang, gik også ud fra de to jeg havde var nok……indtil jeg så en fra deres SS13 kollektion, i en blålig nuance med sølv logo.
Har I noget fra 2ND Day i jeres klædeskab og er der noget I overvejer t anskaffe jer?