En af mine pt. kedelige og uorganiserede kasseopbevaringer.
Jeg har været virkelig glad for min tidligere opbevaring af neglelakker i en sættekasse, som jeg bl.a. har vist her på bloggen. Jeg nød virkeligt at jeg kunne se et stort udvalg af de farver jeg har og så stod de nogenlunde sikkert, da de aldrig blev udsat for alt for kraftigt dagslys.
Nu har jeg ikke længere mulighed for at have min sættekasse stående, for jeg har simpelthen ikke kommoden til det og der er heller ikke rigtig nogen væg jeg kan hænge den på. Desuden er jeg også bange for at de enten vil blive udsat for alt for meget sollys eller for meget varme. Men da jeg jo gerne ville have styr på mange af mine ting ned til mindste detalje (se bare strømperne) og mine neglelakker pt. ligger i en masse forskellige kasser, et par i sengebordsskuffen og et par stykker i tasken, ja de er simpelthen alle vegne – så tænker jeg en del over en ny smart løsning der giver overblik. Da jeg ikke kan have dem stående fremme er min umiddelbare tanke at købe dette Nailart display på ebay og så lade selve neglelakkerne stå i det mørke klædeskab.
Jeg har en idé til en pæn og smart opbevaring, det kræver dog lige at jeg får overtalt kæresten til at jeg må bruge pladsen til det, samt lidt håndværksmæssig snilde. Får jeg trumfet det igennem skal jeg selvfølgelig nok indvie jer i det.