Kategoriarkiv: Mad & Drikke

Tripadvisor er DYBT utroværdigt

Dette blogindlæg er i en lidt anden kategori end hvad jeg normalt beskæftiger med, men jeg er simpelthen nødt til at komme med mine synspunkter, nu hvor Ekstra Bladet forleden skrev en artikel om hvordan The Times har lavet en undersøgelse der viser at hver tredie anmeldelse på Tripadvisor er falsk! Og jeg tror bestemt på at den undersøgelse er sand, Tripadvisor er dybt utroværdig og fyldt med falske anmeldelser, både de dårlige der trækker en restaurant ned på listen og de gode som giver en restaurant en høj og uærlig placering på listen. Det ses ofte hos restauranter der ligger højt placeret at de har mange fremragende anmeldelser hvor brugeren der har angivet anmeldelse kun har skrevet én og det vækker i den grad mistanke.

Jeg har beskæftiget mig med Tripadvisor ifm. mit arbejde og det hænger mig ærligt talt langt ud af halsen hvor dominerende Tripadvisor er når det gælder et sted af finde anmeldelser og siden så er så utroværdig. De sender mails ud i stride strømme til restauratører om hvordan man kan betale for det ene og det andet på deres elendige side, så man ender som restauratør faktisk med at støtte denne side med falske anmeldelser, som i værste fald kan skade ens forretning. Jeg har faktisk været i kontakt med dem ifm. hvad der i den grad ligner falske anmeldelser, men har fået standard svar der oplyser at anmeldelsen overholder deres retningslinier.

Jeg kan på det kraftigste fraråde at tage alngt de fleste anmeldelser på siden for gode varer, det er simpelthen alt for meget skidt imellem! Jeg har til tider forsøgt at bruge Tripadvisor når vi skulle finde en god restaurant i en ukendt by, men har oplevet at besøge restauranter der lå topplaceret hvor maden var dybt skuffende og restauranter der lå langt nede på listen, hvor maden faktisk viste sig at være rigtig god. Hvis jeg bruger Tripadvisor den dag i dag er det udelukkende for at se billeder fra en restaurant eller få en idé om hvilke restauranter der er i en pågældende by, jeg læser aldrig anmeldelserne. Ofte vil jeg også hellere bruge instagram til at finde et steds profil, tjekke billeder og måske se billeder kunder har postet fra stedet.

Benytter du Tripadvisor, eller føler du heller ikke at det er særligt troværdigt?

En suppe der bør prøves

suppe
Jeg er ret vild med suppe, altså de der hjemmelavede af slagsen, med masser af grønsager. Jeg er den største fan af suppe derhjemme, så ofte har jeg til 2-3 dage når jeg laver en portion. Den seneste opskrift jeg kastede mig ud i fandt jeg her hos Valdemarsro. Googler jeg opskrifter klikker jeg altid ind hos hende hvis der dukker et link op, for jeg stoler på det hun laver er godt og velsmagende. Hvis I er vant til at læse madblogs er jeg sikker på at der allerede er mange af jer der kender bloggen.

Valdemarsro havde en opskrift på Butternut Squash suppe, med gulerødder, bladselleri og forskellige friske krydderurter, så den lavede jeg i sidste uge. Den var god og fik en cremet konsistens grundet Butternut squash. Jeg elsker den slags comfort food når vejret er til det og lige for tiden har vi køligere vejr, så jeg er allerede på jagt efter den næste opskrift jeg vil prøve. Hvis ikke jeg når at finde noget kan jeg altid vælge endnu engang, at lave blomkålssuppe med kokosmælk og rød karrypasta, som Stinna har på sin blog, den er god og nem at lave.

Mine nyeste bogkøb

4books 4books_ MajaVasesKager_ MajaVasesKager MajaVasesKager-
Da jeg fik familie på besøg hernede i oktober havde jeg på forhånd sørget for at bestille nogle kogebøger de kunne have med til mig.

Det var mest af alt den nye udgivelse fra Maja Vase, jeg gerne ville have fingrene i. Jeg har allerede hendes bog Majas Desserter og derfor var jeg simpelthen nødt til at eje Majas Kager også.

Derudover kom “Lykken er chokolade”, “42 Raw” og “Vegetar” med i købet. Og ja det er en ret sjov blanding af bøger med sunde retter og knap så sund mad, men det var de bøger jeg følte manglede, for både at kunne lave nogle sunde retter, med mit ønske om at leve sundere. Men også velvidende om, at jeg elsker kager og chokolade og der også skal være plads til det engang i mellem.

Majas Kager er altså en rigtig fin bog med mange indbydende opskrifter og den er helt sikkert en oplagt gaveidé ifm. julen eller som en værtindegave. Jeg har ikke prøvet nogle af opskrifterne endnu, men jeg er sådan en person der i første omgang finder glæde i blot at bladre i kogebøger og kigge på fine billeder. Men jeg skal selvfølgelig igang og når jeg det ikke inden, så bliver det en af de ting jeg vil bruge tid på i juledagene.

De sjovere ting jeg laver

photoshoot1 photoshoot3 photoshoot4 photoshoot5 photoshoot2
I dag startede hverdagen op igen på normal vis, med børn der skulle i skole og mig der skulle videre til kontoret. Dog var det ikke så hårdt at skulle tidligt op for mit vedkommende, for der har været dage i løbet af deres påskeferie, hvor jeg har skulle ud af døren meget tidligt.

Som mor til fire er der altid noget af se til og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg kedede mig. Mit arbejde kan dog godt være lidt tungt engang imellem, ret firkantet er det jo noget med bunker af papirer, bilag i mapper og mails der skal behandles. Det meste af tiden kan jeg dog godt lide at sidde og nusse med det, men de dage hvor trætheden trænger sig på og jeg irriteres over mit tarvelige kontor, der har jeg lyst til at spæne ud af døren og se dagslyset.

Bedst af alt er det dog når der sker noget helt andet, det er også det der har gjort det sjovt at blogge igennem årene, fordi det af og til har betydet at jeg er kommet rundt og oplevet nogle spændende ting. I søndags var jeg til photoshoot, dog ikke grundet bloggen, men jeg havde følelsen af, at det var lidt som i “gamle dage” når jeg var med backstage til modeshows. Jeg var med bag kulissen for at tage bnogle stemningsbilleder, de mere professionelle billeder havde de en rigtig fotograf til at tage. I øvrigt var det et photoshoot af personale inden åbningen af en restaurant, hvis I nu skulle spekulere over temaet på billederne, for ja det er et stykke kød manden har over armen på øverste billede.

Jeg skal også med til åbningen om et par uger, så der kan jeg vise og fortælle lidt mere om hvad det hele går ud på, når jeg også selv er blevet lidt klogere på det.

Jeg vil prøve at leve sundere med Your Superfoods

YourSuperfoods
Jeg kan ikke huske hvor jeg første gang så Your Superfoods, men det har formentlig været et pænt billede på Instagram der fangede min interesse. Derefter har jeg klikket ind på deres profil og er blevet fristet til at prøve deres produkter, for så i sidste ende at besøge deres webshop.

Jeg besluttede for snart et par måneder siden, at år 2017 skulle være året hvor jeg passede bedre på mig selv. Det skulle bl.a. lykkes ved at jeg spiste sundere, motionerede mere, gjorde langt flere af de ting jeg godt kan lide osv. osv. Så at købe nogle produkter fra Your Superfoods syntes jeg ville være en god mulighed for at prøve at spise og drikke sundere og fylde nogle vitaminer og såkaldte “superfoods” i kroppen. Jeg endte med at bestille stort set alle deres produkter, da de på et tidspunkt havde en kode der gav 40% rabat. Måske kan man selv mixe diverse ingredienser og spare lidt penge, men jeg kan godt lide det er gjort for mig og jeg har ikke så nem adgang til et stort udvalg af helseprodukter. Hvad de forskellige produkter indeholder mere præcist og hvad de gør godt for, kan man selvfølgelig læse mere om på deres hjemmeside.

Jeg har endnu ikke taget mig tid til at afprøve opskrifter, men er blevet fristet af at prøve flere af dem, der er at finde her. Det er egentligt ikke fordi at jeg føler at jeg lever meget usundt, jeg prøver at være forsigtig med hvad jeg spiser af usunde sager. Men jeg føler stadig trang til at indtage endnu sundere mad og bl.a. også blive bedre til at spise morgenmad, hvilket jeg ofte springer over, da jeg om morgenen ikke helt ved hvad jeg har lyst til. Jeg tænker at en “superfood-smoothie” til at tage med på farten ville være en god idé.