Tag-arkiv: opskrift

Den bedste Triple Chocolate Brownies opskrift

triple-chocolate-browniesJeg ved jo ærligt talt ikke om det er den bedste af alle Triple Chocolate Brownies opskrifterne, da jeg selvfølgelig ikke har prøvet dem alle. Men disse brownies er så gode, at jeg slet ikke finder det nødvendigt at prøve andre opskrifter. De smager fortræffeligt og det er meget svært at nøjes med ét enkelt stykke. Jeg opbevarer kagen på køl og den smager godt lige fra køleskabet, ellers kan man evt. lade den stå på køkkenbordet en times tid inden man skal spise den. Jeg fandt opskriften hos anneauchocolat.dk som flere af jer sikkert kender. Hvis man først klikker sig ind på siden kan man nemt lade sig friste til at prøve flere af opskrifterne!


brownies
Opskriften på Triple Chocolate Brownies kommer her: (Vahlrona chokolade anbefales, men det kan jeg ikke så nemt få fat på her, så jeg bruger Lindt, som jeg kan finde i mit lokale supermarked.)

Triple chocolate brownies
10-12 personer

200 g smør
200 g mørk chokolade (70%)
125 g mel
3 æg
265 g sukker
½ tsk. salt
80 g hakket hvid chokolade
80 g hakket mælkechokolade

Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.

Smelt smørret i en gryde og tag den af varmen. Kom den hakkede mørke chokolade i og lad den smelte sammen med smørret. 

Pisk æg og sukker til en luftig masse og rør derefter mel og salt i, tilsæt derefter smør- og chokoladeblandingen, vend det gerne sammen med en dejskraber. 

Vend til sidst hakkede hvide chokolade og mælkechokolade i dejen. Hæld browniedejen i en kvadratisk form (22 cm x 22 cm) foret med bagepapir. Bag i ca. 25 minutter. Lad kagen afkøle inden du sætter den i køleskabet til næste dag, kagen er nemlig bedst når den har fået lov at sætte sig.

Breakfast Cookies med banan og jordbær

Breakfast-Cookie_1 Breakfast-Cookie_2
Det er ved at være noget tid siden at jeg prøvede at lave disse Breakfast Cookies, som blev en stor succes herhjemme og jeg må hellere snart lave dem igen. De smager bedst samme dag eller dagen efter, men det er nu heller ikke noget problem at spise sig igennem dem, for de smager godt og sødmen bliver brudt lidt, af de let syrlige jordbær.

Jeg kunne sagtens finde på at lade dem erstatte min morgenmad, hvis jeg ikke når at spise noget inden jeg flyver ud af døren og ellers nyde en som et mellemmåltid. Opskriften får du lige her:

12 stk. Breakfast Cookies

Ingredienser
1 stor moden banan
5-6 friske hakkede jordbær
2 spsk. honning
3 spsk. peanut butter
1 tsk. vaniljepulver
170g havregryn
30 g mørk groft hakket chokolade (70% eller derover)

Fremgangsmåde
Tænd ovnen og sæt den på 175 grader (ikke varmluft)
Mos bananen med en stavblender, evt. en gaffel. Tilføj havregryn, honning, peanut butter og vaniliepulver og mix det sammen.
Rør nu forsigtigt jordbær og den mørke chokolade i.
Læg dejen på en bageplade klædt med bagepapir, det er nemmet at bruge et par spiseskeer til formålet.
Bag dem i ovnen i 15-18 minutter og lad dem afkøle på en bagerist når de er færdige.

God fornøjelse hvis du kaster dig ud i projektet :)

Banan og peanutbutter kugler – vegansk

peanutbutter_kugler_2
Jeg har en sød tand og kan godt lide en lille snack eller to i løbet af dagen. Det ville være nemt at købe kager og chokolade i supermarkedet, men sundere snacks hvor jeg også ved hvad der er puttet i, er nok mere fornuftigt og så er jeg ret glad for at stå i køkkenet når tiden tillader det.

I lørdags lavede jeg banan og peanutbutter kugler, de var nemme at lave og blev også hurtigt spist efterfølgende – ikke af mig alene, så havde det trods alt, nok ikke være så sundt.

peanutbutter_kugler_1
Banan og peanutbutter kugler – 12 stk

Ingredienser:
85g havregryn
40g kokosmel
1 stor moden banan
1,5 spsk chiafrø
2 spsk kakaopulver
2 spsk ahorn sirup
1,5 spsk peanutbutter

1. Put havregryn og kokosmel i en minihakker, indtil det er hakket fint.
2. Mos bananen med en gaffel i en skål (brug evt. en stavblender).
3. Tilsæt havregryn, kokosmel, chiafrø, kakaopulver og ahornsirup og bland det godt.
4. Tilsæt derefter peanutbutter og rør godt til det er fordelt.
5. Tril nu små kugler ca. på størrelse med en bordtennisbold, eller lav dem evt. til små stænger, der så kan puttes i film og vil være nemme at have med på farten.

De kan holde i køleskabet ca. en uge – hvis de altså ikke er blevet spist inden ;-)

Paleo chokoladebrud

Det er efterhånden noget tid siden, at jeg har brugt energi i køkkenet på at bage. Men da jeg hele tiden søger nye muligheder for en sund og spændende kost og derfor faldt over opskriften på Paleo Chokoladebrud hos min laktosefri verden, valgte jeg at bruge lidt af min tid i køkkenet i lørdags. Jeg følger ikke en bestemt kur og er egentligt ligeglad med om det hedder 5:2, Paleo eller noget helt tredie, dog synes jeg at det ville være mest retfærdigt at bibeholde navnet på opskriften, når jeg nu pænt har lånt den et andet sted.

Jeg tænkte at disse chokoladebrud ville fungere godt som morgenmad (evt. med frugt til), eller en på farten snack, særligt hvis der pludseligt er gået lang tid mellem de egentlige måltider, hvilket godt kan ske for mig.

Paleo_chokoladebrud Paleo_chokoladebrud_16 Paleo Chokoladebrud

50 g hasselnødder
100 g mørk chokolade min. 70 %
100 g hørfrø (jeg havde ingen og brugte i stedet 50 g mandler)
100 g solsikkekerner
50 g græskarkerner
3 gulerødder
3 æggehvider

Først hakkes hasselnødder og chokolade groft, og derefter skrælles og rives gulerødderne. Alle ingredienserne, undtaget æggehvider, blandes i en skål. Den ene halvdel af blandingen blendes til en jævn masse og røres bagefter i den blanding der ikke er blendet, sammen med æggehvider. Form derefter de små chokoladebrud på en bageplade med bagepapir (jeg fik 16 stk. ud af opskriften) og sæt dem i en forvarmet ovn i 20-25 min. på 200 grader. Lad dem afkøle på en bagerist når de er færdige og opbevar dem derefter i køleskabet.

De blev hurtigt spist herhjemme, selv kæresten der i sin tid ikke kunne lide det Paleobrød jeg lavede, var meget begejstret og der går nok ikke lang tid før jeg skal lave en portion igen.