Vejedage og min vægt

fitnesscenter
Det var lidt en pludselig indskydelse, at jeg startede til træning tilbage i marts. Helt sikkert et fornuftigt valg, men ikke noget jeg havde gået og spekuleret på længe, jeg kunne snildt have udskudt det en del måneder endnu. Men nu hvor det i morgen er én måned siden jeg startede, er jeg virkelig glad for at jeg tog beslutningen! Det har virkeligt været tiltrængt og jeg kan helt sikkert både se og føle en forskel.

Jeg har ikke så mange tal at gå ud fra ud over min vægt, jeg har ikke målt mig nogle steder på kroppen. Min vægt er ikke altafgørende, men en indikation på om der sker noget eller ej og det kan jeg se der gør. Jeg kan ikke huske min vægt den dag jeg begyndte at træne, men jeg vil tro at den har ligget på 73,4 kg. og siden er den gået ned ad:

16. marts – 73,4 kg.
31. marts – 72,9 kg.
7. april – 72,1 kg.
14. april – 71,6 kg.

Alt i alt -1,8 kg på lige knap en måned, det er jeg ret tilfreds med, særligt fordi min vægt steg den første uge og fordi jeg hovedsageligt kører et styrketræningsforløb hvor jeg opbygger muskler, i stedet for at bruge virkelig lang tid på cardio. På den måned er jeg også kommet ind i bedre rytme og har fået forståelse for hvad jeg vil. Lige pt. træner jeg 4-5 gange om ugen og skifter mellem at træne underkrop og overkrop. Og efter en succesfuld HIIT træning i fredags, satser jeg på at gøre det fremover som opvarmning, inden jeg kaster mig over vægtene.

Den vigtigste forskel pt. er ikke så meget vægten, men følelsen af velvære. Jeg har det så meget bedre med mig selv og føler at jeg virkeligt gør noget for mig selv og bliver stærkere og mere fit. Jeg føler at jeg er et andet sted nu end jeg har været tidligere og at jeg denne gang kan komme rigtig langt og nå i mål, selvom jeg ikke helt ved hvad det er. Lige nu stræber jeg efter at komme under 70 kg. men når det sker er jeg slet ikke færdig, jeg vil gerne kunne se på min krop at de store fedtdepoter er blevet mindre og jeg har fået forståelse for at ting kan tage tid, lang tid, måske er jeg først tilfreds om et år, men jeg føler slet ikke at det er langsigtet. Jeg er så glad for hvad jeg gør nu, det er mindst lige så sundt for hjernen, som det er for kroppen og jeg håber at jeg kan dele langt flere positive opdateringer herinde.

Min inspiration og motivation er først og fremmest min søn, som via sin crossfit træning tidligere har lært en del om træning og så har jeg en særskilt instagramkonto, hvor mit feed udelukkende er fyldt med hvilke øvelser jeg kan lave og hvilken sund mad jeg kan spise.

I går sprang jeg træningen over, hovedsageligt fordi centeret kun havde åbent 4 timer og det ikke lige passede med hvad jeg skulle. I dag er der lukket fordi det er søndag og enten skal jeg nappe endnu en hviledag, eller også skal jeg tage mig sammen og klare det uden et center – lad os se hvad der sker.

En status på træningen

gym_status_240318
Jeg har forsømt bloggen på det seneste, men tilgengæld har jeg ikke forsømt turene til træningscenteret. Faktisk går det over al forventning og en af grundene er helt sikkert at jeg ikke skal afsted alene, men har en træningspartner i min ældste søn, som er lige så ivrig for at komme afsted, som jeg er.

I sidste uge var vi til træning 4 gange, desuden gik jeg en lang tur en af de dage hvor vi ikke var afsted. Der har ikke været noget tidspunkt hvor jeg har tænkt at jeg gerne lige ville springe over. Min krop har været træt, men min hjerne har været helt opsat på at komme afsted.

Jeg plejer at gå på løbebåndet i 20-30 minutter og derefter laver jeg hovedsageligt øvelser i maskiner, men planen er at gå mere og mere over til øvelser med fri vægt, når jeg føler mig mere sikker på de mange øvelser man kan lave. Min vægt er ikke overraskende steget, jeg håbede på det modsatte men var 100% forberedt på at den ville stige lidt og et eller andet sted viser det jo også at træningen har en effekt. Jeg tog nogle billeder i går, så jeg kan holde øje med processen i billeder og ikke behøver at tænke så meget over vægt.

Planen for denne uge er at komme i træningscenteret mandag, tirsdag og torsdag. Fredag og lørdag er lidt usikre da de kun har åbent fra 10-14 og derfor er det et must at være der når de åbner, da der godt kan blive trængsel i løbet af dagen. Om det så lykkes os at komme afsted begge dage eller kun den ene, vil tiden vise.

Hav en rigtig god uge, vi er helt sikkert mange der glæder os til nogle roligere påskedage og bander lidt over det tarvelige vejr, for det har vi altså også her!

Noget om motion uden træningcenter

kettlebells
Man kan sagtens dyrke motion uden et træningscenter, selvfølgelig kan man det. Nogle mennesker finder sig godt til rette i et center, andre kan ikke holde det ud, jeg svinger sådan midt imellem. Jeg kan godt savne det når jeg ikke har et medlemsskab og når jeg er medlem, have succesoplevelser. Men jeg kan også hade det lidt for ikke at opfylde mine behov fordi faciliteterne ikke er gode nok og jeg kan føle mig “fanget” og vil hellere ud i naturen. Desuden kræver træning i et center for mit vedkommende, at jeg er bedre til at tilrettelægge min dag og afsætte tid til centeret.

Det kan jeg ikke!! I hvert fald ikke lige som tingene ser ud pt. Rigeligt med arbejde, børn der lige er startet i skole, hjemmet der skal passes og den lille bitte smule fritid der også bør være plads til. Når køreturen til og fra center nemt kan løbe op i én time sammenlagt, så værdsætter jeg altså den tid for højt til at bruge den på transport.

Mit dilemma pt. er så ikke kun tiden, men også varmen. Jeg vil gerne bevise overfor mig selv at jeg sagtens kan klare det der motion, men det meste af dagen er det for varmt til jeg orker noget, især hvis temperaturen stadig ligger på 30 grader kl. 22.00 om aftenen. Her til aften har skyerne dog vundet over solen, så når jeg har trykket “udgiv” på indlægget her, vil jeg skynde mig ud på en powerwalk!

Inden da er jeg lige nødt til at juble herinde over, at det lykkes mig at holde vægten efter en lille uge i DK. Jeg forventede bestemt ikke at tabe mig mens jeg var der, men frygtede at jeg ville tage på i vægt og fik næsten knopper over jeg ikke havde en badevægt så jeg kunne holde øje. Men på trods af pizza, lidt vin, æblekage og chokolade, så er det ikke gået helt galt og jeg har altså også spist fornuftigt ved siden af og gået nogle lange ture. Men jeg er blevet bekræftet i, at jeg godt kan og at jeg godt må synde en lille smule engang imellem.

Jeg vejer mest om sommeren

Hummel_Shoes
Nu har jeg godt nok næsten lige skrevet at det ikke skal handle om vægt men sundhed. Men selvfølgelig holder jeg øje med vægten og vejer mig løbende for at holde øje med eventuelle resultater, at jeg lever sundt har dog højere prioritet end at vægten daler.

Men jeg kan altså konkludere at min vægt er højest i sommermånederne. Jeg tror ikke det er fordi jeg spiser alt for mange is og hælder kaloriefyldte cocktails i mig. Jeg tror simpelthen det er fordi mit aktivitetsniveau falder i takt med at det bliver varmere og særligt i juni og juli sker der ikke så meget, indtil jeg får dårlig samvittighed når vi rammer august, he he.

Her er stadig varmt, men det er ingen undskyldning længere, jeg kom for alvor i gang i weekenden!
Lørdag gik jeg 7 kilometer, vejret var skønt, det blæste kraftigt og derfor kunne jeg holde ud at gå så langt. At mine tæer så blev voldsomt ømme af at være lukket inde i sko er en helt anden sag. Søndag blev der skiftet til et andet par sko og jeg meldte mig ind i et nyt træningscenter, hvor kæresten også træner. De har lækre maskiner, gode åbningstider og aircon, så nu hænger jeg i hvert fald på den de næste 3 måneder. Jeg har planer om at træne igen i dag også selvom jeg ikke helt ved hvordan min ene lilletå skal overleve i en lukket sko. Det må blive træning på strømpefødder eller noget creme fra apoteket der kan bedøve huden lidt ;-)

Noget om at vende tilbage til de gode vaner

Albir
For godt og vel 3 måneder siden, tilsidesatte jeg flere ting for at have overskud til andet. Det har heldigvis betydet, at jeg ikke på noget tidspunkt har følt mig under pres eller har været stresset og nu er jeg så småt klar til at vende tilbage til nogle af de gode vaner.

En af de gode vaner jeg er vendt tilbage til er træning. I fredags fik jeg meldt mig ind i et nyt træningscenter, et sted hvor det kun er kvinder der får lov til at træne og det passer mig ganske fint, da jeg var lidt træt af nogle af de store prustende badedyr det andet sted jeg trænede. Det nye sted giver mig også bedre muligheder for varieret træning, så jeg har en god følelse af, at det er et sted jeg bliver rigtig glad for at komme.

Jeg har været afsted både i fredags og i går, begge gange har jeg kunne mærke det i mine muskler efterfølgende, så jeg er sikker på at det er effektivt. Planen er at komme af sted minimum 3 gange om ugen, der er kun åbent 3 timer om lørdagen og lukket hele søndagen, så det kan være lidt svært at presse træning ind i weekenderne.

De første skridt er taget mod, at vende tilbage til de gode vaner og der er flere ting på programmet!