Det gik så godt med vægttabet, til tider føltes det nærmest legende let og jeg holdte skarpt øje med vægten. Folk har kunne se vægttabet og kommenteret det, mit ansigt er knap så rundt som det var før. Og det har virkeligt været rart med de fine komplimenter.
Da jeg kom under de magiske 70 kg. (magisk fordi det pt. er min øvre grænse), så var det som om viljen slukkede inde i mit hoved. Bevares jeg har holdt vægten under de 70, men jeg har været noget mere sløset med den sunde livsstil på det seneste. Egentligt har det været rart lige at trække vejret, men så er det også NU, at jeg skal tage tyren ved hornene og komme tilbage på sporet. Ikke fordi jeg vil tabe mange flere kilo, måske et par stykker. Men jeg vil gerne leve sundt, dyrke mere motion og kunne spise et stykke kage af og til, uden det medfører at korthuset vælter.
Hvad er min strategi? Well den der “begynder-løber” app jeg downloadede for et par ugen siden, skal jeg igang med. Min morgenmad skal være sundere og mere mættende. En croissant er guf, men jeg er jo sulten igen inden jeg har slugt den! Jeg skal prøve at lave nogle flere øvelser hjemme og så få gået nogle flere lange ture, hvis jeg da ikke er i gang med løbeforsøget.
Jeg tror faktisk ikke der skal så store tiltag til før det går den rigtige vej igen. Men det er VILJEN der skal vækkes i mig. Jeg ved at jeg besidder den og kan være noget så standhaftig!….men kryds gerne fingre for mig alligevel ;-)